BIND_2_(s. 411-892)_Marius Gudmand-Høyer.pdf - OpenArchive ...

et simpelt udtryk for samfundet, var en figur der gik igen i tidens argumenter
for hvorfor det var lægevidenskaben der skulle lede asylerne. Idet Dalhoff således
anførte at »de “sindssyge” bringer man til et Hospital for at overgive dem til
Lægebehandling«, pegede han samtidig på den dobbelte implikation som både
Hübertz og Selmer var gået mest eksplicit ind for i deres skrifter fra 1840erne.
Hvis staten skulle overtage ansvaret for de afsindige for at gøre mere for dem
end »Overbærenhed, Opsyn og Forsørgelse med Livets Nødvendigheder«, og
hvis det eneste rette instrument herfor var selvstændige anstalter der arbejdede
under hensyn til den nosokomielle matrice, var den umiddelbare følge af afsindigheden
som et »Statsanliggende« at sådanne anstalter bekostedes og opførtes
med tilstrækkelig behandlingskapacitet for landets trængende afsindige. Men
hvis afsindigheden samtidig var en sygdom på linje med alle andre sygdomme,
var der imidlertid tale om andet og mere end et anliggende for staten. Om end
stadig på grundlag af statslig finansiering ville følgen heraf være »at Daarevæsenet
efter sin egentlige Natur hverken er mere eller mindre end et Medicinalanliggende,
og at det maa ordnes, i Overensstemmelse med lægevidenskabelige
Grundsætninger, hvis det ellers skal svare til sin Hensigt. Fra dette Synspunkt
betragtet, er det nemlig ikke Daareveesenets Hovedformaal, at sikkre Samfundet
mod de Afsindige, men at helbrede disse Mennesker, og forsaavidt som dette
Maal kun tilnærmelsesvis kan opnaaes, at sætte dem under saadanne Forhold,
som Videnskab og Erfaring have lært at værre de hensigtsmæssigste til
Lindringen af deres Lidelser og Formildelsen af deres Sygdom, til Vedligeholdelsen
og Frugtbargjørelsen af de sjælelige Kræfter, som endnu ere dem levne-
de«. 1
§25. Sindssygdommenes betydningshorisont. En ny form for psykopatologisk
fremmedgørelse.
1 H. SELMER: Almindelige Grundsætninger for Daarevæsenets Indretning (1846), pp. 19-20.
507