BIND_2_(s. 411-892)_Marius Gudmand-Høyer.pdf - OpenArchive ...

tryk for den melankolske sygdom i særdeleshed; 1 ligesom både Lange og Pontoppidan
med hensyn til psykiatriens diagnoser i almindelighed stadig kunne
lægge vægt på særlige fysiognomiske stigmata eller særegne signaler i patienternes
gestik (»det ejendommelig lurende og lyttende Udtryk, som plejer at tyde
paa Hørelseshallucinationer«) og adfærd (»En anden af vore Patienter røbede
sig ved altid at stoppe sine Øren til med disse enorme Vatproppe«); 2 men
disse elementer var nu i vid udstrækning underordnede og mere eller mindre
systematisk adskilt fra de mere betydningsbærende psykiske symptomer.
På den anden side reformuleredes efterhånden de asteniske, de somatiske og
de fysiognomiske tegn i henhold til anderles indre eller intern form for somatik
der under hensyn til hjernepatologiens forventningsfigur søgte et koordinerende
princip eller endda forklaringen på melankoliens forstemning.
b) En anden psykopatologisk diskussion som hospitalspræsten Dalhoff hverken
antydede eller beskæftigede sig udpræget med i sit populærskrift var således
spørgsmålet om forholdet imellem den stemning og den hæmning der
begge syntes at karakterisere den melankolske patients sygdomsudtryk i slutningen
af det 19. århundrede. 3 I 1886 beskrev Steenberg, efter alt at dømme
med inspiration fra Krafft-Ebings psykiatriske arbejder, det han betragtede
som den daværende almindelige mening om denne relation: »Den simple Melankoli
karakteriserer sig ved to Grundfænomener: den smertelige af ydre Forhold
enten aldeles ikke eller ikke tilstrækkeligt motiverede Misstemning, samt
den Langsomhed, Vanskelighed hvormed de psykiske Processer (Følelsen, Forestillingen,
Driften) afløbe, som kan stige til fuldstændig Hæmning, Stansning
af de psykiske Processer. Disse to Fænomener er koordinerede; det er vanskeligt
at sige — hvorfor og Meningerne ere delte —, hvilket af dem, der er det primære,
hvilket det sekundære, hvad der er Aarsag, hvad der er Virkning; de fleste
anse Melankolien for det primære, “Forstenethed” for det sekundære«. 4
1 N. FLINDT: De vigtigste sindssygdomsformes kliniske optræden (1885), pp. 84-85.
2 K. PONTOPPIDAN: Psychiatriske Forelæsninger og Studier, Anden Række (1893), p. 69.
3 Cf. G. Parker & D. Hadzi-Pavlovic (eds.): Melancholia: A Disorder of Movement and Mood: A
Phenomenological and Neurobiological Review (1996), pp. 9-19.
4 V. STEENBERG: “I Anledning af Prof. Lange’s Skrift om periodiske Depressionstilstande”, Hospitals-Tidende,
3:4:26 (1886): 628-640; p. 630. Steenberg bygger efter alt at dømme sin betragtning på
R. v. Krafft-Ebing: Lehrbuch der Psychiatri auf klinischer Grundlage für praktische Ärzte und Stu-
792