BIND_2_(s. 411-892)_Marius Gudmand-Høyer.pdf - OpenArchive ...

d) Den omtydning af melankolien der herfra kunne være overleveret til andre
sammenhænge og hen imod slutningen af perioden muligvis havde opnået
en vis udbredelse i hvert fald i lægelige kredse var ikke en der søgte efter et organiserende
princip for den melankolske sygdom som abstinerede fra den begrænsede
intellektuelle forstyrrelse som uundgåelig for at lidelsen kunne gøres
sig gældende med gyldighed. Men det var imidlertid en omtydning der omvendt
gjorde det uomgængeligt at knytte de elegiske elementer til sygdommens
bestemmelse og i kraft af hvilken melankolien ikke kunne være en sygdom
uden samtidigt tilstedevær af den »Tungsindighed« som den oprindelige betegnelse
for overmålet af sort galle i kroppens økonomi igennem historien var
blevet et almindeligt metaforisk udtryk for. 1 Samtidig var det derfor også en
omtydning der forudsætningsvis gjorde det mere nærliggende at forholde sig til
melankolien der i Esquirols formuleringer ikke alene var en sygdomstilstand
mærket af det sørgmodige, mørke og tungsindige, men ligeledes en tilstand
præget af en smerteligt overspændt eller læderet sensibilitet, hvori bedrøvelige
passioner eller lidenskaber vedvarende gjorde deres virkning på forstanden og
viljens ytringer, og hvis patient forekom selvcenteret og levende sit liv i det indre;
men også for vidt som feltet for melankoliens kliniske undersøgelser definitorisk
afgrænsedes af monomanien i streng forstand i hvilken sensibiliteten
ifølge Esquirol omvendt skulle være behageligt optændt, hvori det var fornøjelige,
åbne og ekspansive lidenskaber der virkede tilbage på forstand og vilje, og
hvis patient levede sigt liv i det ydre, udbredende overfloden af sine følelser til
alle andre. 2
1 Cf. C. MOLBECH: Dansk ordbog indeholdende det danske sprogs stammeord (1833), bd. 2, p. 28.
2 Cf. E. Esquirol: Des maladies mentales (1838): »La monomanie et la lypémanie sont des affections
cérébrales chroniques, sans fièvre, caractérisées par une lésion partielle de l’intelligence, des affections
ou de la volonté. […] Tels sont les phénomènes généraux que présente le délire partiel ou la
monomanie; mais, suivant que le délire est expansif ou concentré, gai ou triste, il existe des différences
qu’il faut signaler. Dans la lypémanie, la sensibilité est douloureusement excitée ou lésée; les passions
tristes, oppressives, modifient l’intelligence et la volonté; le lypémaniaque concentre en lui-même
toutes ses pensées, toutes ses affections, est égoïste et vit trop en dedans. Dans la monomanie, au contraire,
la sensibilité est agréablement excitée; les passions gaies, expansives, réagissent sur
l’entendement et la volonté; le monomaniaque vit trop au dehors, et reporte sur les autres le superflu
de ses sentiments« (p. 332).
626