BIND_2_(s. 411-892)_Marius Gudmand-Høyer.pdf - OpenArchive ...

mener »at være af fornem herkomst, at være en berömt krigshelt, en stor lærd,
digter eller kunster« (grandiose vrangforestillinger); til tider sameksisterende
med forestillinger om »at være minister, konge, verdensreformator, at have en
himmelsk mission« (reformistiske vrangforestillinger); eller med det »at stå i
særligt forhold til guddommen eller selv at være en guddom« (affilative vrangforestillinger).
1 Endelig præsenterede manikeren også hallucinationer og illusioner.
»Patienten«, anførte Flindt om de almindelige kliniske iagttagelser, »hører
f. ex. Stemmer, der opfordre ham til bestemte handlinger, han sér himlene
åbne og englene stige op og ned, der bringe ham guddommelige befalinger, han
føler en himmelsk lugt, der overbeviser ham om, at han befinder sig blandt troende,
o. s. v.«. Nogenlunde tilsvarende skrev Geill senere i populærværket Om
Sindssygdom fra 1899: »Naar der er Hallucinationer i Manien, have disse ogsaa
en lys og behagelig Karakter. Det er hyppigst Synshallucinationer; den Syge
ser Gud, Engle; Undertiden hører han dog ogsaa Klokkeklang og Englesang«. 2
»Manien«, hed det imidlertid også i Geills bog, »er paa sin Vis en Modsætning
til Melankolien, idet den Syge her befinder sig i en umotiveret, overdreven
løftet Sindsstemning. Han føler sig saa glad og let tilmode, ser alle Forhold, nuværende
og forhenværende, i et Rosenskær. Tankerne flyve af Sted fra det ene
til det andet, Ansigtsudtrykket er oprømt. Han synger og ler og er i idelig Beskæftigelse«.
At den patologisk umotiverede stemning ikke alene blev en kategori
der kunne tilbyde en skabelon for en beskrivelse af manien som Geils samt
for melankoliens og maniens moderne fællesskab som kontrære eller bipolare
sindssygdomme indenfor den samme sygdomsklasse, men at det samtidig blev
stemningskategorien som bidrog med en forklaringsmodel der gjorde det muligt
at på en ensartet måde begribe det melankolske og det maniske vanvid
uanset det beskrevne modsætningsforhold, er netop den sidste psykopatologiske
spejling som det her drejer sig om. Med henvisning til en stemningskategori
der efterhånden havde ledt opmærksomheden bort fra den afsindighed
som ikke mere var nødvendig for bestemmelsen af maniens og melankoliens
elementære forstyrrelser i modsætningsforholdet imellem affektiv eksaltation
og depression blev det samtidig muligt at forklare hvorledes den hyppige tilste-
1 N. FLINDT: De vigtigste Sindssygdomsformers kliniske optræden (1885), p. 144.
2 C. GEILL: Om Sindssygdom (1899), p. 51.
835