BIND_2_(s. 411-892)_Marius Gudmand-Høyer.pdf - OpenArchive ...

manien og melankolien som gemytssygdomme. »Den første Hovedgruppe, den
primære, akute Sindssygdom (hvortil “væsentligst henhøre alle de Tilfælde,
man tidligere har benævnet Melankoli, Mani og tildels Vanvid”)«, anmærkede
han som det første i denne forbindelse, »har slet ingen Underafdelinger. Forslagsstillerne
havde dog først betænkt at bruge Manien og Melankolien som
saadanne, “navnlig for at læmpe sig lidt efter den almindelige Sprogbrug”; men
ved nærmere Overvejelse besluttede de “konsekvent at holde disse Navne nede
paa deres Plads som Symptomer — ene og alene.” Berettigelsen hertil motiveres
nærmere ved den Betragtning, at, skønt man vel i de mere almindelige Tilfælde
faar en ganske sand Forestilling om en Patient ved alene at høre, at han lider af
Melankoli, er dette dog ingenlunde saaledes i de noget sjældnere Formér: der
er en himmelvid Forskel paa en stupid og en aktiv Melankoli, paa den livløse
Billedstøtte, ingen Smerte kan bevæge til at flytte sig, og den Furie, paa hvem et
Blik er nok til at aabne alle Skældsords Sluser. Men man har Lov til at sammenfatte
disse forskellige Patienter under én Sygdomsgruppe, idet man viser, hvorledes
Symptomerne kunne udvikle sig forskelligt og optræde uensartet, hvorimod
det ikke gaar an, naar man gør et Symptom til en Sygdom, da at lade denne
Sygdom optræde med Symptomets Modsætning«. 1
Ifølge overlægen på Jydske Asyl var denne betragtning i forslag fra Skt. Hans
Hospital »hverken klar, udtømmende eller korrekt«. Dels undgik den helt at
forholde sig til manien, hvilken ifølge Selmer desuden heller ikke præsenterede
sig »med saa skarp en Modsætning i sine Former, at der just kan være Anledning
til at forkaste den af den Grund, som her er angivet for Melankoliens Vedkommende«.
Og hvad melankolien i sig selv angik da mente han at Steenbergs
ræsonnement snarere »maatte lede til den Slutning, at der behøves en yderligere
Deling af Melankolien, hvad der ogsaa er Meget, som taler for, end til den, at
al Underafdeling af Klassen “akut Sindssygdom” bør opgives«. Netop i denne
del af sin kritik fandt Selmer grund til at understrege hvad der øjensynligt stadig
repræsenterede det centrale i den anstaltspsykiatriske forståelse af de to
sygdomme som han arbejdede med udgangspunkt i. »Det falder mig naturligvis
ikke ind«, skrev han på én gang imødekommende og refuterende, »at ville be-
1 H. SELMER: “Om Overlæge Salomons og Prof. Steenbergs Forslag” (1872), p. 216, pp. 216-17. Der
henvises til V. STEENBERG: {Beret. Skt. Hans, 1871}, p. 18.
674