BIND_2_(s. 411-892)_Marius Gudmand-Høyer.pdf - OpenArchive ...

Stilling til sine Omgivelser og disses Forhold til ham; og da han med den sjælelige
Frihed har tabt Herredømmet over sine Lidenskaber og Drifter, er han ikke
sjelden tilbøjelig til at forstyrre den offentlige Orden og til at krænke Andres
Rettigheder, ja kan endog være farlig for Samfundets Sikkerhed. Det er denne
Betragtning, som her ligger til Grund for de fleste Lovbestemmelser og offentlige
Foranstaltninger i denne Retning; og da de Brud paa den lovlige Orden, som
vilde blive en uundgaaelig Følge af at overlade den Afsindige til sig selv, ingenlunde
kunne taales, er det langtfra uden Berettigelse, at de øvrige Borgeres Sikkerhed
og Velværen her har gjort sig gjældende«. Men på den anden side var
den utilstrækkelig: »Fejlen ligger naturligvis ogsaa kun i, at dette Hensyn saa
ensidigt og i saa høj en Grad har vedblevet at beholde Overvægten over Hensynet
til de Afsindige selv, at Daarevæsenet har ordnet sig paa en for disse slet
beregnet Maade. Thi skjøndt de ere ude af Stand til at bestyre deres egne Anliggender,
og i Reglen ikke engang formaae at erhverve sig det Nødtørftigste, har
man dog endnu ikke gjort Alt hvad der lader sig gjøre for dem ved at paatage
sig Formynderskabet for deres Handlinger og forsyne dem med Livets Fornødenheder;
og dette er i Virkeligheden dog Alt, hvad der i Provindserne lader sig
udrette efter de bestaaende Forhold. Enhver Omsorg, der gaaer ud paa mere
end at forebygge Nøden og afhjælpe Mangel, ligger dog egentlig udenfor Politiets
og Fattigvæsenets naturlige Virkekreds, og kan følgelig ikke varetages af
dem medbehørig Kraft«. 1
Det var endvidere denne utilstrækkelighed, hvilken ikke mindst gjorde sig
gældende med hensyn til hvilken form for ansvar øvrighedens forskelige indsatser
hidtil havde påtaget sig, der ifølge Selmers i tiden vidt kolporterede ræsonnement
burde føre til den anderledes ansvarsfordeling som involverede staten
i den epidemiologiske relation imellem samfund, befolkning og afsindighed:
»Men det strider dog aabenbart imod Statens Idee, at et stort Antal af
dens Borgere skulle gaae en redningsløs Fortabelse i Møde, blot for at de øvrige
kunne faae Fred og Ro: det kan ikke være den nok, at der i denne Henseende er
sørget for de Ikkeafsindiges Tarv, og at man efter fattig Lejlighed stræber at
lindre de Afsindiges Ulykke ved Forholdsregler, som ikke kunne tilfredsstille
Humanitetens Fordringer: den maa følgelig træffe Anstalter til at angribe On-
1 H. SELMER: Almindelige Grundsætninger for Daarevæsenets Indretning (1846), pp. 10-11.
492