BIND_2_(s. 411-892)_Marius Gudmand-Høyer.pdf - OpenArchive ...

eneste spørgsmål der fordrede lægens kompetence i forbindelse med de afsindiges
retlige stilling. Når det i personretlig sammenhæng kom til »Afgjørelse
af, om den Paagjældende lider af en Sygdom, der har sjælelige Forstyrrelser
til Følge«, pegede Tryde således både på årsagen til tilsidesættelsen og hvorfor
alle andre spørgsmål i denne kontekst tenderede til at blive »Omskrivning for
Spørgsmaalet om Tilregnelighed o. s. v., altsaa rent retsligt«: »Efter den Begrebsbestemmelse,
vi ovenfor have givet af Afsindigheden, og ifølge hvilken Afgjørelsen
af Afsindigheden i det enkelte Tilfælde afhænger af, 1) om der findes
Forstyrrelser i de sjælelige Livsyttringer, og 2) om disse Forstyrrelser ere Udtryk
for en Hjernelidelse, kunne alle de Spørgsmaal, man maa henregne til
denne tredie Række, udtrykkes ved dette ene: er N. N. afsindig? Saaledes som
Forholdet for Øieblikket stiller sig i den danske Ret, er det ganske vist i det
overveiende Flertal af Tilfælde ligegyldigt at faae afgjort, om Sindsforstyrrelserne
ere et Udtryk for et Symptom af en Sygdom; den Afsindiges Retsstilling
er hverken i Almindelighed eller i de fleste konkrete Tilfælde gjort afhængig
heraf, men simpelthen deraf, om der er Forstyrrelser eller visse bestemte Forstyrrelser
(i Villiefrihed, Selvbestemmelsesevne o. s. v.) tilstede. Ikke desto
mindre er denne Afgjørelse den eneste som Lægen kan paatage sig, og den
Omstændighed, at den gjældende Lovgivning ikke har indrømmet denne Afgjørelse
nogen særdeles Betydning, bør hverken forlede Retten til at stille eller
Lægen til at besvare Spørgsmaal, der gaae ud herover. Nærmere at bestemme,
hvilken Sygdomsform eller hvilket Udviklingstrin af Sygdommen man har for
sig, om man har med en almindelig Paralyse, en epileptisk Afsindighed, en Mani,
Melankoli o. s. v. at gjøre, er i Almindelighed ufornødent og i ethvert Tilfælde
af underordnet Betydning«. 1
Da Tryde i 1860erne udgav sin afhandling om de afsindiges retlige forhold,
var en sådan tilsidesættelse af sindssygdommes klassifikation imidlertid kun at
regne som en legitim gestus for så vidt fremstillingen netop var henvist på den
specifikke måde som retten responderede på de problemer der meldte sindssygdommene
og begrænsede sine spørgsmål til udelukkende at angå »Sindstilstandens
Betydning for Personens Retsstilling«. 1 Som netop antydet og som
1 C. TRYDE: “De Afsindiges retslige Stilling” (1865), p. 29; p. 30; pp. 29-30.
1 C. TRYDE: “De Afsindiges retslige Stilling” (1865), p. 26.
539