BIND_2_(s. 411-892)_Marius Gudmand-Høyer.pdf - OpenArchive ...

tilfælde i form af de forårsagende momenter der i kraft af den civilisatoriske
uomgængelighed også udgjorde en serie af problemer.
Denne antydningsvise mindskelse af afstanden imellem det afsindige og det
almindeligt menneskelige, imellem det fremmedgjorte og det fælles, indikerede
Selmer og Dalhoff på forskellig måde, antageligvis på grund af den tidslige forskydning
der var imellem deres fremstillinger. Udover at fremdrage en slags
civilisatorisk og statslig samhørighed imellem de afsindige og de almindelge
samfundsborgere søgte Selmer dermed implicit at mindske denne afstand ved
at deplacere de afsindige betragtet som en selvstændig kategori fra den klasse
af problemelementer (“afvigerne”) som tidligere tiders sammenblandende interneringspraksis
med selvfølgelighed havde placereret galskaben indenfor. 1
Heroverfor fremførte han at især den udbredte anbringelse af afsindige »i
Tvangs- og Straffeanstalter er baade inhuman og uretfærdig, fordi de kun have
Skinnet af moralsk Slethed, og deres Opsætsighed mod den lovlige Orden ikke
er andet end en Virkning af blinde Naturkræfters Spil, og fordi deres Sammenblanding
med Forbrydere og slette Subjekter strider imod den Agtelse for Ulykken,
det Offentlige ligesaa lidt som den Private kan tilsidesætte uden at sætte
en Plet paa sig selv. Den er fremdeles uhensigtsmæssig og skadelig, fordi den
blotte Berøvelse af Friheden, naar den ikke udgjør et Led i en planmæssig Behandling,
snarere egner sig til at forværre de Afsindiges Tilstand, end til at forbedre
den; og fordi det ikke kan andet end krænke og opirre dem, at blive staaende
i Hartkorn med Samfundets Bærme«. 2 I Selmers kritik af sammenblandingen
— der på sin side selv sammenstillede en kritik af den juridiske problematiserings
punktualitet i omgangen med afsindigheden, en fordring om at de
afsindiges burde genhuses i selvstændige anstalter efter det slesvigske mønster,
1 Se KAP. 1, §6 hvori Reigels tidlige kritik af denne sammenblanding i dansk sammenhæng. Cf. også
M. Foucault: Historie de la folie (1972), kap. 2.
2 H. SELMER: Almindelige Grundsætninger for Daarevæsenets Indretning (1846), p. 21. – Angående
det der ud fra Selmers ræsonnement også ville være en indblanding af de afsindige i de gale sammengæng
havde A. F. BERGSØE i Den danske Stats Statistik (1853) på grundlag af folketællingen i
1845 fundet at omtrent 33% af de afsindige var »Almissenydende« (bd. 4, p. 115). Dertil havde J. R.
HÜBERTZ i De Sindssyge i Danmark (1851) – ganske vist ufuldstændigt – opgjort de personlige
forhold for både afsindige og idioter med hensyn til deres anbringelse — hvor 622 befandt sig på
»Daareanstalter« (318+304), 10 (=5+5) i »Sygehuse«, 203 (=88 og 115) i »Fattighuse«, 7
(=6+1) i »Arrester«, og 69 (=31+38) »indplanket hos Private« (pp. 22-23).
500