BIND_2_(s. 411-892)_Marius Gudmand-Høyer.pdf - OpenArchive ...

sine egne skrifter og indirekte ved den antikritik der mødte hans kritik af den
juridiske omgang med utilregnelighedsspørgsmålet, fastslået at det alene var
fra »en somatisk eller saa at sige medicinsk Side« at afsindighedstilstanden
»kan erkjendes« med gyldighed, at det udelukkende var »de legemlige Aarsager
som har frembragt Afsindighed, og de legemlige Sygdomstilfælde som saa
ofte ledsage den, der angive Materialerne for denne Art Erkendelse«, samt at
det udelukkende var på denne baggrund at »Lægen paa Grund af sin Erfaring
om Causal-Nexus imellem Hjernens og andres Organers Sygdomme stadfæste
indtil en høi Grad af Rimelighed saavel om Afsindighed finder Sted, som hvorledes
og til hvad Tid den er oprunden«. 1 Heroverfor præsenterede Tryde en ligeberettigelse
af de somatiske og de psykiske forstyrrelser som ikke blot medførte
at sindssygdommen ligeledes kunne både eksistere og erkendes når den,
som Selmer havde anført, var den særlige form for »legemlig Sygdom« der
imidlertid »fornemmelig yttrer sig ved sjælelige Symptomer«. 2 Jævnstillingen
af det legemlige og det sjælelige som udtryk for den patologiske forstyrrelse i
centralorganet indebar samtidig at de tilfælde af mulig psykisk sygdom som en
lægevidenskabelig afgørelsesinstans var ude af stand til at attestere i kraft af
iagttagelige »Afvigelser i den physiske Sundhedstilstand« ikke længere måtte
overlades til andre instanser end medicinen — i Howitz’ tilfælde til domstolens
afgørelse alene eller til den filosofiske psykologis bestemmelser — at træffe afgørelse
om afsindighedens tilstedeværelse når disse afvigelser ikke var til at
konstatere. 3 Overfor dette aspekt af afsindighedens tidligere referenceramme
markerede sindssygdommen sig således ved at rumme langt flere symptomatiske
variationsmuligheder der i kraft at sideordningen af det psykiske og det
somatiske samtidig stod til disposition som et langt større materiale for medicinske
diagnostik at arbejde med.
At Trydes bestemmelse af det han kaldte afsindighed havde tilhørsforhold til
sindssygdommens betydningshorisont gjorde sig ikke mindre gældende når det
kom til den baggrund der skulle gøre afgørelsen hvad angik dette større materiale
til en nogenlunde valid afgørelse. »Langt væsentligere Betydning«, skrev
1 F. G. HOWITZ: “Om Afsindighed og Tilregnelse” (1824), §4, pp. 18-19.
2 H. SELMER: Almindelige Grundsætninger for Daarevæsenets Indretning (1846), p. 15.
3 F. G. HOWITZ: “Om Afsindighed og Tilregnelse” (1824), §4, p. 19.
523