BIND_2_(s. 411-892)_Marius Gudmand-Høyer.pdf - OpenArchive ...

at koncentrere sig om det enkelte punkt der angik det aktuelle omfang af den
eventuelle partielle afsindighed i relation til en forefalden ugerning eller forbrydelse,
blev det i asylet derimod relevant at spørge hvad der i det hele taget
kendetegnede de sygdomstilfælde som havde vist sig at kvalificere til de to
sideordnende kriterier der organiserede diagnosen melancholia.
For så vidt som en klinisk omgang med de indlagte på Skt. Hans Hospital
gjorde sig gældende under Gøricke, og for så vidt at han i denne henseende
fulgte Esquirols eksempel, var melankolien her blevet en størrelse der udforskedes,
jævnførtes med andre sygdomsformer og behandledes ud fra den forudsætning
at sørgmodigheden havde den samme diagnostiske, patologiske og
terapeutiske værdi som den tidligere etablerede partielle forstyrrelse af fornuft
og dømmekraft. At Gøricke ikke alene adskilte melancholia og monomania fra
hinanden, men at denne adskillelse ligeledes indgik i hovedparten af de forhold
angående de patientbevægelser som han rapporterede om i sine oversigter, og
ikke mindst når det kom til behandlingsresultater og udskrivelsesomstændigheder,
tydede således på at melankolien i den tidlige kliniske problematisering
af afsindigheden der hørte til Kongerigets eneste eksisterende asyl i første
halvdel af det 19. århundrede var i færd med at blive noget andet og mere end
den havde været i sammenhæng med den naturhistoriske nosologi og den juridiske
problematisering. — Uden at denne omtydning satte sig andre spor end
de indirekte og uudfoldede der fremgik af visse gennemgående afsnit i årsberetningerne
fra Skt. Hans Hospital i årene 1832-1861, var der derfor også skabt
plads og rum for at gøre sig erfaringer med en anderledes type af konkrete patienter
end det abstrakte individ der i naturhistorien havde været det nødvendige
partikulære krystallisationspunkt for en almen sygdom der med sørgmodigheden
som et alene fakultativt kendetegn kunne præsentere en langt større variation
med hensyn til sine udtryk, biformer og inddelinger.
Hvad der imidlertid ikke syntes at være plads til i Gørickes adaption af Esquirols
sygdomsklassifikation var den sygdomsart som Pinel i 1801 havde introduceret
til den bredere offentlighed under navnet manie sans délire — af
hvilken grund det ligeledes ville have været vanskeligt at finde rum for en melankolsk
sygdom som den præsten Hagerup samme år mente at have erfaret
hos selvmoderen X der i sin utvetydigt sygeligt elegiske tilstand alligevel vedva-
623