BIND_2_(s. 411-892)_Marius Gudmand-Høyer.pdf - OpenArchive ...

ker tilsidst driver instinktmæssigt til selv, halvt famlende, at gjøre en Ulykke,
for dog engang at faae noget Virkeligt istedetfor de evige Angestphantomer. I
denne Tilstand foretog han den Gjerning, hvorfor han er indsendt til Observation«.
Endvidere karakteriseredes patientens stemning som »deprimeret, pjævende,
som om han leed af en stor sjelelig Byrde, der havde qvalt al Glæde og forandrede
alle Sjelsindtryk til blotte Smertefornemmelser. Spørger man ham om
Aarsagen til hans nedtrykte Gemytstilstand, har han almindelige Klager, men
ingen bestemte Motiver at fremføre. „Han har varet saa ulykkelig; der komme
ham saa mange underlige Tanker for; han gjorde rigtignok Intet, som han skulde,
for han havde faaet en ond Begjering hos sig efter det Unyttige; hans Lidenskaber
vare altfor store; naar Noget sagdes til ham, saa gjorde han det aldrig,
naar han skulde; han kunde aldrig tilfredsstille sine onde Lyster”, o. s, v,,
Phraser og uklare Ord, der kun ere et tilsvarende Udtryk for ligesaa uklare og
umotiverede Gemytsrørelser og Følelsen af uafbrudt Sjelssmerte«.
Endelig betonede den unavngivne læge hvordan J. N. »klagede over vage
Smerter snart i Kardia, snart i Underlivet, der dog intetsteds var ømt ved Tryk,
men det var aabenbart, at Angesten var det væsenlige Symptom, Smerterne
kun hypochondert fremavlede for at forklare den; Tungen var hvidlig, Aabningen
træg, Appetitløshed var tilstede. Stethoskopien viste Lunger og Hjerte sunde.
Bragt til Sengs laae han stille hen, klagede kun, naar han adspurgtes«. 1
Som det fremgår af FIGUR 8.1, kunne den anonyme diagnoses oscillation
imellem gemytssygdommens og stemningssygdommens betydningssammenhænge
(i.e. den horisontale akse) således også fremstille et skematisk billede på
en gradvis forskydning over tid (i.e. den vertikale akse). Betragtet på denne
måde metaforisk ville der være tale om et billede af hvorledes et psykopatologisk
fokus på melankolien gradvist bevægede sig bort fra det som distriktslægen
havde gengivet som en overvældende astenisk »Mangel paa moralsk Kraft«
— og gradvist hen imod den melankolske stemningssindssygdom som snarere
fandt sin bestemmelse indenfor de områder der havde at gøre med angsten,
med den psykiske smerte, og med selve måden for den syge at erfare sig selv
som syg.
1 Sag 138 [J. H.—1860] (1861), p. 33; p. 33; p. 34; pp. 36-37.
767