BIND_2_(s. 411-892)_Marius Gudmand-Høyer.pdf - OpenArchive ...

domme i 1870erne statistiske optegnelser. Ligesom det tilsvarende er sandsynligt
at denne model kunne udgøre en ramme om to sygdomme der på én gang
kunne rumme deres forskellighed, sige noget om deres fællesskab som »væsentligt
af Gemytslivets Liden fremgaaede Former«, samt acceptere det forhold
at de til tider præsenterede vidt forskellige sygdomsbilleder og undertiden
vekslede mellem hinanden hos den samme patient. Hvad der her ville være indtolket
i Pinels oprindelige klassifikationsskabelon var med andre ord sandsynligvis
ikke kun en sindssygdom der var »primær« fordi den hørte til den »akute«
inddelingsgruppe og derfor fik sin gunstige prognose ved endnu at regnes
iblandt de helbredelige tilfælde og ikke iblandt de uhelbredelige med en i denne
forstand »seknundær« eller »kronisk« sygdom. 1 Hvad der med standardiseringen
derimod syntes at blive indført i den historisk modificerbare klassifikation
var en sammenstilling af to sindssydomme der netop var fælles om at være
»primære« i den forstand at de i overensstemmelse med gemytssygdommes
diagram ovenfor først og fremmest fandtes deres lidelse og fremmedgørelse
indenfor begærevnerne. — Dette forkom i hvert fald at være budskabet når
Selmer fastslog det som evident »at en Mani eller Melankoli ikke ophører at
være Mani eller Melankoli, og altsaa ikke er gaaet over i en anden Form, blot
fordi den er bleven kronisk«. 1
På den anden side taler den anførte statistik imidlertid også for at den ramme
som gemytsygdommes model havde tilbudt manien og melankolien — såvidt
som det virkelig var denne der efterhånden var implementeret — kunne
borge for en relativ høj grad af stabilitet i det som har været den praktiske omgang
med disse sygdomsnavne på asylerne. Samtidig med den konfiguration af
sygdomsbilleder og andre faktorer som gemytsygdommene kunne have været
betegnelsens for forekom at være indforskrevet i nogle af de tidligere anstaltsstatistiske
klassifikationer, kunne denne model også sidenhen have forekomment
vejledende for maniens og melankoliens artikulation og problematisering.
Det der taler for både denne tolkningsmulighed og den ovenstående, uden
dog at godtgøre dem i videre forstand, er den eneste beregning som asylberet-
1 V. STEENBERG: “Om Sindssygdommenes Inddeling” (1873), pp. 182-83.
1 H. SELMER: “Om Sindssygdommenes Inddeling (i Anledning af Prof. Steenbergs Antikritik)”
(1873), pp. 334-35. Selmer citerer V. STEENBERG: “Om Sindssygdommenes Inddeling” (1873), p. 214.
685