BIND_2_(s. 411-892)_Marius Gudmand-Høyer.pdf - OpenArchive ...

kategori. Når det i det følgende skal dreje sig om at tegne et omrids af den kategori
der sidenhen udgjorde det centrale psykiske domæne for den form for
fremmedgørelse der indgik i maniens og melankoliens omtydning som stemningssindssygdomme,
skal det således ske i den særlige rekonstruktive forstand
at en række af fakultetspsykologernes ældre udsagn og bestemmelser vedrørende
»Mennesket som følende Væsen« sammenholdes med nogle af de elementer
som forekom at blive de centrale for den senere stemningskategori, hvis
særkende det som anført var at den fortrinsvis røbede sine betydninger igennem
en stadig mere udbredt anvendelse i slutningen af det 19. århundrede. 1
Med denne håndtering af fremmestillingsproblemet skal det ved hjælp af rekonstruerende
komparationer først omhandle nogle udvalgte forhold (dunkelhed
og ubestemthed; følelsens subjektive og objektive moment; affekt, lidenskab
og sindsforfatning) der på baggrund af den fakultetspsykologiske artikula-
1 To yderligere forudsætninger for den følgende redegørelse for baggrunden for den stemningskategori
der kom til at indgå i stemningssygdommene artikulation i slutningen af det 19. århundrede skal
kort anføres her da de ikke vil indgå i selve fremstillingen. Begge forudsætninger kan imidlertid anføres
med henvisning til ph.d.-afhandlingen af L. B. JENSEN: Stemning som æstetik og eksistentiel kategori i
følsomme rejser fra 1768 til 1868, med særligt henblik på poetik og bystemninger og med hovedvægt
på H. C. Andersen (2010) der således også i vid udstrækning kan konsulteres som et bud på den historie
om stemningen som ikke forfølges i nærværende undersøgelse angående psykisk sygdom. For det
første skal med henvisning til Jensens udvikling af betydningen og baggrunden for selve ordet “stemning”
understreges at nærværende historiske undersøgelse alene beskæftiger sig med en af de »fem
overordnede betydninger« der opstilles i pågældende afhandling som hverken helt flertydige eller helt
homonyme: [1] »musikteknisk stemning af instrumenter (og sangstemmer), kan både betyde handling
og tilstand«; [2] »(af)stemning i betydning valg, tilkendegivelse af holdning«; [3] »holdning, f.eks.
politisk stemning, en stemning for eller mod noget, folkestemning«; [4] »stemning som mental oplevelse
eller tilstand«; [5] »stemning ved noget ydre, fortrinsvis anvendt om kunstværker, landskaber og
steder« (p. 21). Af de fem nævnte betydninger drejede det sig her om den fjerde; omend det vil fremgå
at der i artikulationen af især melankolien af som stemningssygdom også forekom at være visse på én
gang handlende og tilstandsmæssige betydninger på spil, ligesom forholdet imellem de ydre og det
indre, eller det ydre ved det indre, samtidig gør sig gældende som en del af stemningens sygdomserfaring.
Den anden forudsætning hvis implikation Jensen ligeledes gør opmærksom på (p. 22) er den at
“Stimmung”, “stemning” og “stämning” i en nogenlunde tilsvarende bred betydning alene dele af netop
de nordiske sprog og tysk, hvorfra termen i alle tilfælde er importeret. I modsætning sprog som engelsk
og fransk der ofte må bruge flere betegnelser for at opnå en lignende betydning (e.g. “mood, “attunement”;
“humeur”, “atmosphère”) har den tyske og den danske psykiatri således kunnet dele et betydningsfællesskab
der ganske givet har haft sin egen betydning for stemningskategorien og stemningssygdommes
historie – ikke mindst for så vidt som den tyske psykiatri var den der i det 19. århundrede i
alt overvejende grad prægede den danske.
720