BIND_2_(s. 411-892)_Marius Gudmand-Høyer.pdf - OpenArchive ...

De videre argumenter for den nye sygdomsinddeling afslørede imidlertid at
det der muligvis kunne have lignet en anderledes klinisk opmærksomhed på
den overlevede manio-melankolske affinitet indenfor asylets nosokomielle
rammer de facto ikke var dette i Steenbergs tilfælde. Den nye nomenklatur var
ikke udtryk for en klinisk interesse som kunne have ført til den form for sygdomsbeskrivelse
der gjorde det til sit udgangspunkt at redegøre for en samlet
sygdom hvor tilstandene alternerede i det samme patienttilfælde. Som de to
forslagsstillere også gjorde det åbenbart, var der ikke tale om en problematisering
af manien og melankolien som empirisk eller klinisk sammenstillede de to
tilstande i form for alternerende fællesskab hos asylets patienter over tid; men
det drejedes sig heller ikke som tidligere hos Selmer om at forbinde melankolien
og manien formelt med hinanden ved hjælp af gemytssygdommenes teoretiske
model som hernæst gjordes til afsæt for en klassifikatorisk hovedgruppe;
derimod var inddelingsnomenklaturen altovervejende struktureret efter det der
opfattedes som nogle prognostiske hensyn af præsterende art indenfor den
nosokomielle behandlingskultur. »Den akute Sindssygdom er altid tillige en
primær«, hed det i de grundlæggende overvejelser, »men den primære er ikke
altid en akut, denne kan ogsaa, optrædende omtrent med de samme Symptomer,
være Begyndelsesstadiet til en kronisk eller en kompliceret Sindssygdom«.
At kunne diagnosticere hvorledes en primær sindssygdom ville udfolde sig var
således en væsentlig udfordring som måtte medtænkes med fremkomsten af
den nye nomenklatur, men som de overleverede klassifikationssystemer ifølge
forslagsstillerne ikke i mindre grad stod overfor. I særdeleshed rejste en sådan
udfordring sig i forbindelse med den samtidige vigtighed af og vanskelighed
ved relativt »tidligt at kunne diagnosticere« forløbet af en primær sindssyg-
derom bliver vi vel alle hurtigt enige. Alene Hensynet hertil burde være tilstrækkeligt til at dødsdømme
de gamle Sygdomsnavne. Ogsaa i prognostisk Henseende ere disse Navne i høj Grad vildledende, netop
fordi de kun ere Symptomer, medens de fungere som Sygdomme; i de fleste Tilfælde nemlig begynder
en Sindssygdom som Melankoli eller Mani, og saalænge Sygdommen ikke har udviklet sig videre, er
man i Reglen berettiget til at stille en god Prognose; stiller man nu f. Ex. Diagnosen Mani, og begrunder
sin Prognose paa Diagnosen — hvad man jo under alle øvrige lægevidenskabelige Forhold er berettiget
til —, udsætter man sig selv for de allerstørste Fejltagelser; Manien kan nemlig ligesaa fuldstændigt og
under selvsamme Form udvikle sig hos et Individ, der i mange Aar har lidt af en kronisk Sindssygdom,
og allerede for længst er uhelbredelig, eller den kan være Begyndelsessymptomet i en kompliceret
Sindssygdom (f. Ex. Med Parese), der efter kort Tids Forløb vil lægge Patienten i Graven« (p. 19).
668