BIND_2_(s. 411-892)_Marius Gudmand-Høyer.pdf - OpenArchive ...

se isolererede afsnit fjernest fra de hverdagsligende rekonvalescensstuer ved
dåreanstaltens hovedindgang og administrative liv, var cellerenes forventelige
anvendelse først og fremmest forbeholdt den akutte mani og de heftigste og farligste
blandt de uhelbredelige. 1
Under hensyn til den mere omfattende historie om omtydningen melakolien
og manien i sin helhed lagde denne sandsynlige distribution af de indlagte patienter
i den slesvigske anstalt noget til det overleverede som sidenhen skulle vise
sig at rumme blivende betydninger. For det første supplerede fordelingssystemet
de overleverede abstrakte billeder af den stille- og den villegale der førhen
havde gjort sig gældende som abstrakte skitser over galskabens beskaffenhed
uden nogen nødvendig lokalisering i tid og sted med nogle konkrete kategorier
der begge hørte hjemme i asylets miljø. 2 Samtidig med at forskellen på
den galskab der var stille og den galskab der var voldsom også fandtes repræsenteret
i asylets miljø i form af den konkrete tilstedeværelse af »rolige« overfor
de »støjende« og de »støjende og voldsomme«, bestod dette supplement
1 Allerede tidligt definerede Warmuth i “Mord in Geistesverwirrung, nebst einem Zusatze vom
Herausgeber [J. B. Friedereich]”, Magazin für philosophische, medizinische, und gerichtliche Seelenkunde,
3 (1830): 19-73 den omtalte tilstand: »Häufig geschieht es, dass bei Geisteskranken der raptus
melancholicus oder plötzliche heftige Ausbruch des fixen Wahnes für ihren Zustand kritisch wird, dass
unmittelbar nachher die Vernunft eben so schnell die sie umgebenden Wolken zerstreut, als sich der
Wahnwitz in einem Schlage entladen hat, dass der Thäter die Folgen seiner Handlung in ihrem ganzen
Umfange klar durchschaut, und sich denselben sogleich durch die Flucht, oder auf andere Weise zu
entziehen sucht. In solchen Fällen dürfte allerdings das Daseyn einer wirklichen Geisteszerrüttuug
schwerer nachzuweisen, und leichter zu bezweifeln seyn« (§4; p. 456). Denne pludseligt indtrædende
tilstand af heftighed i den ellers gennemgående stillegale melankoli vedblev at blive omtalt i løbet af det
19. århundrede, såvel indenfor den nationale psykiatri som udenfor men nærved; cf. e.g. reservelæge J.
Hjort: “Beretning om Rigshospitalets kirurgiske Afdeling for Aaret 1868”, Norsk Magazin for Lægevidenskaben,
24 (1870): 129-43: »2 Patienter havde gjort Selvmordsforsøg ved at skjære sig i Halsen.
Den ene, en 53aarig Melancholica, havde truffet ved øvre Rand af Cartilago thyroidea, og Pharynx var
her aabnet i temmelig stor Udstrækning, saa at Synkningen i Begyndelsen var noget besværlig. Hun
udgik imidlertid en Maaned senere helbredet. — Den anden, en 49aarig Mand, havde under en Raptus
melancholicus bibragt sig et Saar, der gik gjennem Ligamentum crico-thyroid. medium, saa der var en
Aabning af Udstrækning i Trachea. Saaret helede meget hurtigt, saa han paa 16de Dag udgik helbredet
til sit Hjem. Der var da kun et ganske lidet tragtformigt Saar tilvenstre for Midtlinien tilbage, hvorigjennem
ingen Luft passerede. Talen normal. Stemningen syntes ikke under hele Opholdet paa Hospitalet
det mindste alieneret, og han fortalte selv, at siden hans Misstemning havde faaet en Udladning
gjennem den øvede Vold, følte han sig roligere. Det berettes imidlertid, at et nyt Selvmordsforsøg senere
har medført det tilsigtede Resultat« (pp. 129-30).
2 Se KAP. 2, §3.
425