BIND_2_(s. 411-892)_Marius Gudmand-Høyer.pdf - OpenArchive ...

velkendt som Kants benævnelse for evnen til ud fra sine forestillinger at blive
årsag til virkeligheden af genstanden for disse forestillinger (»durch seine Vorstellungen
Ursache von der Wirklichkeit der Gegenstände dieser Vorstellungen
zu sein«): det ville sige den kompetence til at være det vilkårlige udgangspunkt
for sine egne handlinger som filosoffen opdelte i de lavere og højere begæreevner,
med den implikation at de sidstnævnte, ikke-sanselige evner, såfremt de
var bestemt af fornuften, gjorde sig gældende som det der sædvanligvis kaldtes
vilje (»Willie«). 1 Mere diffust end i henhold til Kants opdeling, men ofte med
skellet imellem det højere og det lavere som en uartikuleret forudsætning, udpegede
»Begjæreevnen« samtidig den samling af tilstande der havde deres fælleskab
dels i at være viljes- eller driftsytringer, dels i at kunne gribe ind over
hinanden i det felt som havde med endnu ikke aktualiserede gerningsaktiviteter
at gøre. Idet han angav en række af de handlingsansporende størrelser der
også karakteriserede dette område indenfor sjælelivet, henledte professor Bornemann
i denne henseende i 1805 opmærksomheden på »at Begjæreevnens
Gradationer: Tilböjelighed, Drift, Begjærlighed, Lidenskab, ere fælles for alle
Anlæg, at det kan stige fra den blotte Muelighed at begjære, indtil Extremet: —
Lidenskab«. 2
Når Selmer og Jacobi talte om en sygelig fremmedgørelse i begæreevnen, var
der dermed på den ene side tale om anormal psykisk tilsynekomst der alene var
at betragte som tegn og symptomer på en bestemt anormal organisk tilstand
(»jede anomale physische Erscheinung ist nur als Zeichen und Symptom eines
bestimmten anomalen organischen Zustandes anzusehen«), hvilket ifølge Jacobis
kliniske undersøgelser viste sig deri at denne tilstand næsten altid var
fulgt at forskellige somatiske symptomer — i maniens tilfælde blandet andet af
forstyrret søvn, abnorm menstruation, vanskeliggjort (især træg) stolegang,
belagt (aldrig tør) tunge, abnorm (som oftest forøget) appetit, affektion af lever,
milt eller kredsløbsforstyrrelser, især i portåresystemet. Men da der ifølge Selmers
referat af disse kliniske undersøgelser samtidig ikke kunne »opvises et
eneste symptom i den somatiske Sphære, der kan betragtes som pathognomisk
1 I. Kant: Kritik der practischen Vernuft (1789), Vorr. 4. Anm. (II 10).
2 M. H. BORNEMANN: “Betragtninger over Galls Lære om Hjernens Organer”, Det skandinaviske
Litteraturselskabs Skrifter, 2 (1805): 426-65; p. 458.
638