BIND_2_(s. 411-892)_Marius Gudmand-Høyer.pdf - OpenArchive ...

at den situation hvori de opstod og gjorde sig gældende ikke fuldt kunne motivere
deres karakter, styrke eller påtrængende aspekter, at der i denne henseender
var en mere eller mindre mærkbar uoverensstemmelse imellem det afficerende
og det afficerede, blev en af væsentligste kendetegn ved de syge stemninger
at dette misforhold imellem årsagen og stemningens karakter opfattet som
en forudsat virkning bestandig meldte sig som en del af stemningens erfaring —
til en vis grad for den udvortes betragtning, i bestemmende grad for den indvortes.
Når den sygelige forstemningserfaring meldte sig for bevidstheden, blev
det som om det spørgsmål »vi ikke ret ere os bevidste« selv blev en del af erfaringen
i form af et åbent spørgsmål, et stående problem, en bestemt refleksiv
provokation der ikke kunne bilægges. Allerede i 1828 havde en patient der
snart efter blev indlagt på Skt. Hans prægnat skildret dette moment i et brev til
hospitalets overlæge: »De Følelser og Smerter, hvorover ieg klager, bestaaer i
Uroe, Misfornøyelse og fremfor alt en Ængstelse som Schackspeares vildeste og
en Hofmanns meest glødende Phantasie ikke fandt Ord til at udtrykke (: ieg
nødes til at bruge saa stærke Udtryk, da ieg troer ei noksom at kunne skildre
mine Qvaler :). – Det er mig selv uforklarligt, hvorledes en saa vanvittig Fornemmelse
kan forenes med, hvad i det mindste mine Læger tilstaae, en fuldkommen
klar Anskuelse af mig selv, hvorledes med andre Ord føle som en Vanvittig
og kunde tænke som en klog«. Ligesom stemingen i almindelighed skulle
den sygelige stemning på denne måde ligeledes sidenhen blive navnet på den
omstændighed at »Sindet atter bliver skikket til at modtage bestemte Følelse«,
for så vidt som disse følelser hørte hjemme indenfor en bestemt emnekreds
(»Uroe«, »Misfornøyelse«, »Ængstelse«), for så vidt som »atter« tages i betydningen
at den ene stemning erstatter den anden og de dermed også sætter tydelige
skel i forhold til noget der netop ikke var denne stemning, og for så vidt det
ubestemte i stemningen træder frem med sådan en styrke at det ubeskrivelige
og uforklarlige bliver en del af stemningen egens erfaring. I denne forstand blev
det også træffende når Mynster skrev: »Naar dunkle Følelsers Retning i det Hele
er til Ulyst, kaldes Sindet forstemt«.
b) Af de talrige distinktioner, kategoriseringer, modstillinger og underafdelinger
som fakultetetspsykologerne indførte til beskrivelse af »Sielen som følende«,
eller »Mennesket som følende Væsen«, var den der i følelsen gjorde sig
723