BIND_2_(s. 411-892)_Marius Gudmand-Høyer.pdf - OpenArchive ...

Pågældende selvforholdsmæssighedsfigur — der på én gang placerede sig
med selvfølge i den nosokomielle behandlingskultur og samtidig lagde noget
væsentligt til hvad der kunne optræde som erfaringsgenstande for den kliniske
veridiktion — var den der på den ene side introducerede muligheden for en bestemt
form for identifikation med de sindssyge for dem der ikke var sindssyge
igennem stemningen som et særligt medium af fælles art. »Den, der har
sunde og friske Lunger«, skrev Dalhoff et andet sted i sin bog, »kan egenlig slet
ikke sætte sig ind i den brystsyges Tilstand. Men den sunde kan anderledes sætte
sig ind i den sindssyges Tilstand, og kan ikke lade være: disse altbeherskende
Stemninger, denne rugende Sorg, den uforklarlige Angst — man kjender dem,
om end i langt svagere Grad, Sygdomstegnene ere noget almen-menneskeligt —
derfor gribe de os saa dybt!« 1
På den anden side var pågældende figur imidlertid også den der — ligesom
det var tilfældet både for hospitalspræsten og for den psykiatriske problematisering
i slutningen af det 19. århundrede i bredere forstand — gjorde stemningen
til netop den kategori der ikke alene var definerende for manien og melankolien,
men også for deres psykopatologiske identificering i egenskab af særegne
sindssygdomme. Det var netop i kraft af disse »altbeherskende Stemninger,
denne rugende Sorg, den uforklarlige Angst« at især melankolien kunne
træde frem; men den kunne netop kun identificeres ved at undersøge og afklare
hvordan den syge erfarede disse tilstande på en bestemt måde hvis de skulle
kunne skelnes fra det der ifølge Dalhoff samtidig var almenmenneskeligt. Med
sygdomme i stemningen blev det med andre ord en forudsætning for artikulationen
af sygdomslidelsen at der blev tale om en beskrivelse af hvordan den syge
erfarede sin syge erfaring på en særlig måde og som alene kunne skildres for så
vidt denne skildring tog afsæt i hvordan den syge allerede havde medieret sin
sygdomserfaring ved selv at forholde sig til den. Eller ved at forholde sig til
sig selv i en særlig forstand.
Det er imidlertid først i kombinationen af de to momenter — identifikationen
med det syge igennem stemningens fællesskab med det sunde og identificeringen
af sygdommen igennem den syges forhold til sin egen sygdomserfaring
— at figuren fra Dalhoff bliver endeligt oplysende. Den selvforholdsmæs-
1 N.C. Dallhof: Vore Sindssyge (1879), pp. 43-44.
704