BIND_2_(s. 411-892)_Marius Gudmand-Høyer.pdf - OpenArchive ...

elementærforstyrrelsernes optræden i henholdsvis de melankolske og de maniske
tilstande. Også dette rummede en vigtig implikation af det almenpsykopatologiske
perspektiv: på den ene side fordi fastholdelsen af forstyrrelser på de
enkelte elementærområder tillod en undersøgelse af samtlige sindssygdomsbilleder
der kunne bygges op i en kombinatorik af forskellige forstyrrelsesformer;
på den anden side fordi denne fastholdelse ligeledes skabte en anderledes mulighed
for at beskrive hvordan umiddelbart forskellige sygdomsbilleder i visse
tilfælde kunne være fælles om bestemte elementærforstyrrelser, men på en sådan
måde at deres forskelligartethed på andre område samtidig kunne præciseres
desto tydeligere. Netop dette var tilfældet for manien og melankolien når de
artikuleredes i forlængelse af den forstyrrelse der under navnet »hyperthymi«
(og herunder »agitationen«) angik viljen som drift i fakultetspsykologisk forstand.
»Som hyperthymi betegner man (Emminghaus) en sygelig forøget driftagtig
stræben«, gengav Flindt således sin primære kilde. »Den sygelig forøgede
begærlighed og stræben kan være mere universel, i det bevidsthedsindholdet i
alle retninger vækker hæftige bestræbelser, eller mere ensidig, i det visse bestemte
begæringer lettere end normalt optræde og fremkalde bestræbelser. Den
universele hyperthymi giver sig udad til kende ved forøgelse af virksomhedsdriften,
rastløshed, höjrøstethed, omkringløben, projectmageri, pralen, truen
og skælden, umotiverede, uanstændige og ødelæggende handlinger, der fremkomme
uden noget bestemt formål o. s. v. Med denne tilstand er der altid forbunden
idéflugt og som oftest stemningsveksel. Under stemningsoprøret og
den forhastede association komme de hæmmende og regulerende forestillinger
ikke til at göre sig tilstrækkelig gældende, og kraftige viljesimpulser til at modvirke
de tvangsmæssige bestræbelser udeblive«. »Skönt i höj grad hæmmet, er
vilkårligheden (viljefriheden) dog ikke fuldstændig ophævet, hvad der fremgår
af, at patienter, der lide af denne anomali, i regelen for kortere tid, f. ex. under
lægens nærværelse, formå at besinde sig og beherske de udskejende driftagtige
bestræbelser«. »Denne forstyrrelse træffe vi især i de egenlige maniacalske tilstande,
ligeledes i begyndelsesstadierne af den generele progressive parese
samt under rustilstande og under hysteriske paroxysmer«. 1 — »Som mere spe-
1 N. FLINDT: Oversigt over de vigtigste Sindssygdomsformers (1885), pp. 56-57.
750