BIND_2_(s. 411-892)_Marius Gudmand-Høyer.pdf - OpenArchive ...

selvom den redefinerede melankolis sideordnede kriterier ikke umiddelbart
tillod at gemyttets nedslående lidelse på denne måde skulle stilles over den forstandsmæssige
forstyrrelse, gjorde bestemmelsen af sygdommen det imidlertid
heller ikke så nærliggende som før at forklare sørgmodigheden som en almindelig
følge af den partielle forstyrrelse i fornuften. Hos de melankolikere der
med afsæt i Gørickes klassifikation var under behandling på asylet var der ikke
længere noget der gjorde det oplagt som Sprengel havde gjort det i sin sene naturhistoriske
nosologi at forklare gemyttets sørgmodige stemthed (»trauriger
Stimmung des Gemüths«) som det mest almindelige resultat af at det melankoliramte
individ så hårdnakket og langvarigt fikserede al opmærksomhed på et
enkelt emne der samtidig bedømtes fejlagtig; ligesom det der forekom at være
grundløs frygt og nedtrykthed for en nærmere analyse skulle have sin grund i
den evindelige konfrontation imellem et sind der behersket af sin partielle afsindighed
var sygeligt indfanget i sig selv og en verden som befolket af andre og
opfyldt med andre gøremål og hændelser fra det melankolske perspektiv blev
hensigtsløs, uforståelig og uhyggelig i al sin udvendighed. 1 Uden at der altså
kunne abstraheres fra hverken den partielle afsindighed eller sørgmodigheden,
åbnedes i forhold til tidligere sandsynligvis et nyt klinisk rum for en vemodighedens
psykopatologi.
En sidste implikation af den omtydning af melankolien der efter alt at dømte
hørte til den sygdomsklassifikation som Gøricke med udgangspunkt i Esquirols
arbejde benyttede sig af på Skt. Hans Hospital i mere end 30 år er den manglendes
betydning for artikulationen af manien. Det fællesskab som den maniske
sygdom i denne sammenhæng kunne have med den melankolske var principielt
begrænset til den større sandsynlighed for helbredelse som gjorde at disse to
sam- og eftertiden almindelige kritiske bemærkning om Heinroths spekulative udgangspunkt stammer
her fra H. SELMERs oversættelse J.C. Prichard: Sindssygdommene og andre sygelige Sjelstilstande
(1842), p. 10. Cf. også Emil Kraepelin: “Ziele und Wege der psychiatrischen Forschung”, Zeitschrift
für die gesamte Neurologie und Psychiatrie, 42 (1918): 169-205. O. BEYERHOLM: Psykiatriens Historie
(1937), pp. 165-66. O. M. Marx: “German romatic psychiatry. Part 1”, History of Psychiatry, 1
(1990): 351-81.
1 Cf. K. Sprengel: Handbuch der Pathologie (1801), bd.3, §619, p, 386; §618, pp. 385; §622, p.
387. Denne forklaringsmodel, hvilken ifølge O. BEYERHOLM: Psykiatriens Historie (1937) var udbredt i
medicinen i begyndelsen af det 19. århundrede (p. 136), findes behandlet i sin rette naturhistoriske
sammenhæng i KAP. 2, §8·1.
628