BIND_2_(s. 411-892)_Marius Gudmand-Høyer.pdf - OpenArchive ...

da hun kort efter stod op; hun gjorde anskrig og søgte samtidig efter naboens
hjælp. Her stod så også J. H. op igen, men hans opførsel var ifølge sagens akter
besynderlig: »Uden at hjælpe til ved Slukningen og Redningen, stod han som
en ørkesløs Tilskuer, dreiede paa sine Fingre og loe, men løb derefter ind i Skoven,
hvor han lagde sig ned og nu angrede, hvad han havde gjort. I Skoven forblev
han i nogen Tid og vendte derefter, da han, efter sit Udsagn, følte sig mere
og mere ulykkelig, tilbage til sit Hjem, som imidlertid tilligemed Nabostedet var
ganske nedbrændt«. 1
Ligesom hverken sagens emne eller gerningsmandens tilstand var usædvanlige
for domstolene at forholde sig til eller at skulle træffe afgørelse om, var heller
ikke det forhold at J. H. »tilstod uforbeholdent, at han havde paasat Ilden«,
at han ikke havde kunnet »angive nogen Bevæggrund til den forøvede Misgjerning«,
eller at han ikke havde forklaret andet i den henseende »end at han hin
Morgen befandt sig i stor Uro, som da pludseligen fremkaldte den Beslutning
hos ham at antænde Huset, hvilket han ogsaa oieblikkeligen iværksatte«.
Usædvanligt var det heller ikke at amtmanden havde begæret Sundhedskollegiets
betænkning i forlængelse af en erklæring fra distriktslægen angående J. H.
der i sidste ende overlod spørgsmålet om arrestantens sindstilstands mulige
indflydelse på den strafferetslige tilregnelse helt og holden til jurisprudensen.
»Naar jeg nu«, skrev pågældende læge, »sammenstiller, hvad der er oplyst om
hans tidligere mentale Tilstand, med Maaden, hvorpaa han, og uden at have
noget Motiv, har forøvet den her omhandlede Gjerning, da mener jeg, at man
vist ikke kommer Sandheden for nær, naar det antages, at den er udøvet af ham
under Indvirkningen af en sygelig Sindsstemning, som vel ikke ganske udelukker
Tilregnelighed, men at Hensyn dertil dog maa have en formildende Indflydelse
paa Bedømmelsen af hans Strafskyld«. 2
På et tidspunkt hvor asylet som et knudepunkt for både den kliniske veridiktions
arbejde og den nosokomielle forskrivelses virksomhed også var blevet det
sted der rummede de særlige ressourcer som især kunne tilbyde svar på
spørgsmålene om de sindssyge rette behandling, men også på spørgsmålene
om hvad der i grunden var at forstå ved sindssygdom og hvorvidt det enkelte
1 Sag 374 [J. H.—1859] (1860), p. 90.
2 Sag 374 [J. H.—1859] (1860), p. 93.
761