15.07.2013 Views

BIND_2_(s. 411-892)_Marius Gudmand-Høyer.pdf - OpenArchive ...

BIND_2_(s. 411-892)_Marius Gudmand-Høyer.pdf - OpenArchive ...

BIND_2_(s. 411-892)_Marius Gudmand-Høyer.pdf - OpenArchive ...

SHOW MORE
SHOW LESS

Create successful ePaper yourself

Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.

imod umiddelbar og beroede snarere på at føre afsindigheden et stykke vej videre<br />

ind i det civile brændpunkt som allerede var befolket af de individer der<br />

sædvanligvis regnedes blandt de allermest værdsatte og velansete i samfundet<br />

dynamiske orden. Men selvom de på denne måde var placeret i hver ende af<br />

den humaniserende bevægelse der parallelt og samtidig med den epidemiologiske<br />

problematisering signalerede en fremmedgørelse der som fællesskabets<br />

samfundsproblem var mindre udenforstående end tidligere, fandt Selmers og<br />

Dalhoffs ræsonnementer imidlertid sammen i ét væsentligt punkt. Dette argumentfællesskab<br />

havde at gøre med det elementære medie eller gennemsled<br />

der på én gang skulle begrunde den forkortede afstand og alligevel fastholde at<br />

det ikke var tale om et sammenfald imellem den afsindige og den ikke-afsindige<br />

samfundsborger. For var der tale om et fuldstændigt sammenfald og ikke en vis<br />

afstand, fandtes der heller ingen begrundelse for at stat eller civilsamfund skulle<br />

drage en særlig omsorg for de afsindige. Det punkt som Selmer og Dalhoff på<br />

én gang mødtes i, forudsatte og var med til at kolportere var henvisningen til et<br />

medie der ikke annullerede afstandens eksistens, men gjorde det muligt at<br />

denne afstand kunne bryde frem for alle og enhver: at det fælles og det mindre<br />

fremmede i afsindighedens frembrud netop bestod i at hvem som helst altid<br />

allerede havde anlægget eller i det mindste princippet for det fremmedgjorte i<br />

sig.<br />

Det var dette medium som Selmer fremstillede i en passage fra Almindelige<br />

Grundsætninger for Daarevæsenets Indretning der skulle blive berømt både i<br />

sam- og eftertiden: »Men have nu baade vore egne og fremmede Erfaringer tilstrækkelig<br />

godtgjort, at denne Statens Forpligtelse maa forblive uopfyldt,<br />

saalænge de Afsindige kun betragtes og behandles som Rolighedsforstyrrere og<br />

Trængende, saa bliver det nødvendigt, at søge et andet Udgangspunkt, hvorfra<br />

Bestræbelserne kunne erholde en mere fyldestgjørende Retning. Og et saadant<br />

finde vi da i den Kjendsgjerning, at de Afsindige hverken ere mere eller<br />

mindre end Syge. Det er denne Sætning, som udgjør Hjørnestenen overalt,<br />

hvor Daarevæsenet har udviklet sig til en selvstændig, agtværdig og heldbringende<br />

Institution, og uden hvis ubetingede Anerkjendelse enhver Forbedring i<br />

de Afsindiges Kaar vil være illusorisk, enhver Bestræbelse for at hæve denne<br />

Tilstand hos den Enkelte frugtesløs, og enhver Foranstaltning til at formindske<br />

502

Hooray! Your file is uploaded and ready to be published.

Saved successfully!

Ooh no, something went wrong!