BIND_2_(s. 411-892)_Marius Gudmand-Høyer.pdf - OpenArchive ...

imod umiddelbar og beroede snarere på at føre afsindigheden et stykke vej videre
ind i det civile brændpunkt som allerede var befolket af de individer der
sædvanligvis regnedes blandt de allermest værdsatte og velansete i samfundet
dynamiske orden. Men selvom de på denne måde var placeret i hver ende af
den humaniserende bevægelse der parallelt og samtidig med den epidemiologiske
problematisering signalerede en fremmedgørelse der som fællesskabets
samfundsproblem var mindre udenforstående end tidligere, fandt Selmers og
Dalhoffs ræsonnementer imidlertid sammen i ét væsentligt punkt. Dette argumentfællesskab
havde at gøre med det elementære medie eller gennemsled
der på én gang skulle begrunde den forkortede afstand og alligevel fastholde at
det ikke var tale om et sammenfald imellem den afsindige og den ikke-afsindige
samfundsborger. For var der tale om et fuldstændigt sammenfald og ikke en vis
afstand, fandtes der heller ingen begrundelse for at stat eller civilsamfund skulle
drage en særlig omsorg for de afsindige. Det punkt som Selmer og Dalhoff på
én gang mødtes i, forudsatte og var med til at kolportere var henvisningen til et
medie der ikke annullerede afstandens eksistens, men gjorde det muligt at
denne afstand kunne bryde frem for alle og enhver: at det fælles og det mindre
fremmede i afsindighedens frembrud netop bestod i at hvem som helst altid
allerede havde anlægget eller i det mindste princippet for det fremmedgjorte i
sig.
Det var dette medium som Selmer fremstillede i en passage fra Almindelige
Grundsætninger for Daarevæsenets Indretning der skulle blive berømt både i
sam- og eftertiden: »Men have nu baade vore egne og fremmede Erfaringer tilstrækkelig
godtgjort, at denne Statens Forpligtelse maa forblive uopfyldt,
saalænge de Afsindige kun betragtes og behandles som Rolighedsforstyrrere og
Trængende, saa bliver det nødvendigt, at søge et andet Udgangspunkt, hvorfra
Bestræbelserne kunne erholde en mere fyldestgjørende Retning. Og et saadant
finde vi da i den Kjendsgjerning, at de Afsindige hverken ere mere eller
mindre end Syge. Det er denne Sætning, som udgjør Hjørnestenen overalt,
hvor Daarevæsenet har udviklet sig til en selvstændig, agtværdig og heldbringende
Institution, og uden hvis ubetingede Anerkjendelse enhver Forbedring i
de Afsindiges Kaar vil være illusorisk, enhver Bestræbelse for at hæve denne
Tilstand hos den Enkelte frugtesløs, og enhver Foranstaltning til at formindske
502