BIND_2_(s. 411-892)_Marius Gudmand-Høyer.pdf - OpenArchive ...

Med melankoliens omtydning kunne det for den kliniske undersøgelse
blandt Skt. Hans Hospitals patienter dermed blive desto mere nærliggende at
udforske og koncentrere sig om et bredere empirisk felt af relaterede sygdomsudtryk
i og med at dette felt og dets koordinater netop kunne holdes sammen i
kraft af de to kriterier. For den psykopatologiske overvejelse der måtte placere
sig i forlængelse af kliniske undersøgelser i dette felt af symptomer og tegn opstod
dermed også mulighed for på ny at spørge til relationen imellem sørgmodigheden
og den begrænsede fornuftsforstyrrelse. — Nok ville den definitoriske
åbning som det dobbelte kriterium iværksatte ikke tillade at melankolien artikuleredes
sådan som Heinroth havde gjort gældende i et værk der offentliggjordes
omtrent samtidig med at Esquirol første gang havde foreslået »lypémanie«
skulle fungere som nyt navn for den sørgmodige melankoli. I Lehrbuch
der Störungen des Seelenlebens oder der Seelenstörungen und ihrer Behandlung
fra 1818, der ifølge samtidige psykiatere nok hvilkede mere »paa en theoretisk
og spekulativ Grundvold« end »paa virkelige Iagttagelser og praktisk Erfaring«,
fremsatte Heinroth således den påstand at det forstandsmæssige slet
ikke var bestemmende for den melankolske sygdoms væsen og form; tilstedeværelsen
af det partielle afsind i form af fikserede forestillinger (»fixe Ideen«)
medførte ikke af nødvendighed forstandssygdom (»Verstandeskrankheit«); i
melankoliens tilfælde stod forstanden blot i tjeneste hos det allerede sygdomsramte
gemyt (»nur im Dienst des kranken Gemüths«); den fikse idé kunne være
helt fraværende fra sygdomsbilledet, og alligevel ville melankolien vedblive
at være hvad den var: gemytsdepression, gemyttets indsunkenhed i sig selv,
løsgørelse af sig selv fra hele verden (»Gemüthsdepression, Insichversunkenheit
des Gemüths, Losgerissenheit desselben von der ganzen Welt«). 1 — Men
1 J. C. A. Heinroth: Lehrbuch der Störungen des Seelenlebens oder der Seelenstörungen und ihrer
Behandlung (1818): »Nicht diese letztern [i.e. der Verstand] demnach sind es, welche Wesen und
Form der Krankheit bestimmen; die Krankheit ist wegen der fixen Idee keine Verstandeskrankheit; der
Verstand ist nur im Dienst des kranken Gemüths; und so ist jene Definition der Melancholie ganz
falsch, welche will, daß das Wesen derselben in der fixen Idee beruhe. Diese letztere kann da seyn, kann
aber auch fehlen, wenigstens nicht geäußert werden, und die Melancholie bleibt doch, was sie ist: Gemüthsdepression,
Insichversunkenheit des Gemüths, Losgerissenheit desselben von der ganzen Welt,
ohne an etwas Besserem, als die Welt ist, zu hangen: denn dieß wäre der vollkommenste Zustand, dahingegen
der melancholische der elendeste ist« (p. 333). Cf. G. E. Berrios: The History of Mental
Symptoms: Descriptive psychopathology since the nineteenth century (1996), p. 294. Den for både
627