BIND_2_(s. 411-892)_Marius Gudmand-Høyer.pdf - OpenArchive ...

af tungsindet fremstod sygdommen med andre ord snarere som tilstande der
fra et udgangspunkt indenfor en almenmenneskeligt erfaringskreds på forskellig
måde bevægede sig ud imod denne horisonts yderliggende distrikter end
som en forfatning der radikalt havde overskredet et grænseskel til en helt anden
erfaringsverden; samtidig med at denne bevægelse fra en kategorisk og
kvalitativ til en mere dimensional og kvantitativ grænseforståelse annullerede
eller miskrediterede at der skulle være tale om en behandlingskrævende sindssygdom,
hvilken kun af og til foreviste ækvivalenten til den fremmedgjorde erfaringsverden
i fremmegjorde adfærdsformer: i selvmolestering, selvmordsforsøg
og selvmord, samt sjældnere i mord »som have mærkeværdig tidt et lignende
Præg af Selvtilintetgjørelse, idet de gjærne gaa ud over de nærmeste og
kjæreste: som naar en Moder dræber sine Børn, for at de ikke skulle vokse op til
en lige saa stor Elendighed; eller endnu mere, naar hun gjør det for at paalægge
sig selv Straf, et Skyldoffer«. 1
ii. Det var på baggrund af denne konception af den sygelige forstemning som
tilstandsform at stemningskategorien i det hele kunne demonstrere sin egenskab
i henhold til den dispositionslogik der efterhånden trådte i forgrunden
for den ældre resonansmodel. Tre eksempler på den melankolske forstemnings
globalt disponerende egenskab i i det psykiske liv skal her anføres, hvilke Dalhoffs
fremstilling mere eller mindre havde til fælles med samtidige og lidt senere
psykiatriske og lægelige signalementer af sygdommen. Det fremgår af sygdomssignalementerne
at de på én gang syntes at respektere den fakultetspsykologiske
indsigt som Høffding mindede om når han anførte at »at det ej må
glemmes at Differentiationen af Erkendelse, Følelse og Vilje blot betyder forskellige
Elementers Overvægt i forskellige Tilstande, ikke fuldstændig Sondring«,
2 og samtidig gjorde det usandsynligt at det skulle være tanke- eller vil-
1 N.C. DALHOFF: Vore sindssyge (1879), pp. 16-17.
2 H. HØFFDING: Psykologi (1882), p. 112. Cf. også J.P. MYNSTER der i Grundrids af det almindelige
Psychologie (1830) skriver: »Men i det vi adskille flere Sielekræfter, mene vi ikke, at disse ligesom
ligge isolerede ved Siden af hinanden, thi den hele Siel virker stedse med alle sine Kræfter, skiøndt en
Kraft, eller een Virkemaade, i de forskiellige Momenter har forskiellig Styrke. Men ingen Videnskab
kan bringes istand, dersom man ikke i Eftertanken afsondrer, hvad der i Virkeligheden er forenet« (p.
7). — Cf. også G. BERRIOS: “Melancholia and depression during the 19th century: A conceptual history”,
British Journal of Psychiatry 153 (1988): 298-304; p. 300.
778