BIND_2_(s. 411-892)_Marius Gudmand-Høyer.pdf - OpenArchive ...

estemmelse, var der snarere tale om et ganske vist indirekte og omvendt signalement
der havde fællesskab med den der indledte en sygdomsbestemmelse
som fandtes i populærfremstillingen Om Sindssygdom udgivet i 1899. — »Ma-
nien«, skrev Christian Geill her kort før han skulle indtræde overlæge ved und-
tagelsesanstalten for uhelbredelige i Viborg, »er paa sin Vis en Modsætning til
Melankolien, idet den Syge her befinder sig i en umotiveret, overdreven
løftet Sindsstemning. Han føler sig saa glad og let tilmode, ser alle Forhold,
nuværende og forhenværende, i et Rosenskær«. 1
§29. Sporadiske billeder af alternative former for mani og melankoli.
Ved nærmere eftersyn var Selmers nærved anekdotiske betragtning over vendelboens
særlige form for manisk sindssygdom i Statistiske Meddelelser og
Undersøgelser fra Sindssygeanstalten ved Aarhus i den første 25 Aar ikke det
eneste eksempel på at de sygdomsnavne og den klassifikation der havde sin
herkomst i Pinels arbejde ved begyndelse af det 19. århundrede med stor påregnelighed
refererede til andre former for sygdomslidelse end dem gjorde sig
gældende da den kliniske veridiktionsprocedure, i hvert fald ifølge den gængse
receptionshistorie, tog sin begyndelse på Bicêtre. Selvom disse sygdomsklassifikatoriske
referencepunkter indenfor den anstaltsstatistiske problematisering
aldrig blev genstand for eksplicitte bestemmelser hverken med hensyn til begrebsindhold
eller -omfang, fandtes i den danske litteratur af psykiatrisk art
også en række andre tilfælde som imidlertid havde samme karakteristiske indirekte
eller middelbare formidlingsform, for så vidt som de gennemgående koncentrerede
sig om helt andre spørgsmål end det der angik karakteren af de
sindssygdomsformer som de samtidig syntes at forudsætte var noget andet end
maniens overlevede fuldstændige fremmedgørelse fra fornuften, af og til med
umådeholden virksomhed eller voldsomhed, eller melankoliens begrænsede
intellektuelle forstyrrelse angående en enkelt emnekreds, hyppigt men ikke altid
fulgt af vemod og utilpashed. Disse middelbare indikationer på en andeledes
problematiseringsmulighed i forbindelse med de to sygdomme fandtes især
1 C. GEILL: Om Sindssygdom (1899), p. 50.
587