BIND_2_(s. 411-892)_Marius Gudmand-Høyer.pdf - OpenArchive ...

Hos Dalhoff imidlertid var en sådant grænseland imellem de psykologiske
problemer og de psykiske sygdomme, imellem det i forskellig grad mentalt
kvalfulde og det udtalt indlæggelseskrævende, ikke den uklarhed der gjorde
fordring på en for både offentlighed og øvrighed passende og forskriftsmæssig
afklaring. 1 Snarere var eksistensen af en bestemt gråzone imellem det normale
og det patologiske en mulighedsbetingelse for at hospitalspræsten kunne føre
både menigmand og borgerskab helt ind iblandt de sindssyges rækker, ad en
vej der skulle løbe parallelt med sindssygdommenes »Udviklingsgang« og ende
med at berettige udtrykket og bogtitlen “vore sindssyge”, således at den filantropiske
appel til det frembrydende civilsamfunds samvittighed forekom at slå
følge med en ny og uprøvet relativerende gestus hvad angik sindssygdommenes
egentlige væsenstræk. I modsætning til den tidligere og den senere problematik,
begge med en kritisk brod der rettede sig henholdsvis bort fra og midt imod
den psykiatriske disciplin, introducerede Dalhoff en alliance imellem en bredere
kategori af sindssyge, hvilke netop var, eksisterede og var til at kende som
sådanne, og en ikke-lægelig del af sindssygeasylets personel der uden at ville
kritisere de medicinere som gjorde sig uundværlige i kraft af deres behandlingsindsats
forsøgte at skabe en hidtil ikke-eksisterende forbindelse mellem
den psykiske syge patient og den bredere offentlighed. Kommunikationssituation
var en som søgte at etablere en ny form for fællesskab på tværs af galskabens
traditionelle grænse; men uden derved at frakende de syge deres behandlingsnødvendighed,
uden at hævde at det ikke skulle dreje sig om virkeligt sygdomsramte
mennesker, og uden at bevæge sig ind i de sædvanlige stridigheder
når væsensforskellige perspektiver, såsom teologien og medicinen, gjorde det
samme emne til genstand for samtidig undersøgelse. 1 Som en hospitalspræst
der var kendt for både at have hjerte for de sindssyge og evner til at gøre noget
inden (1985). Cf. også Amalie Skrams journal fra Kommunehospitalets 6. Afdeling [Pav. I; 14/2–12/3
1894] og fra Skt. Hans Hospital [No. 4690; 12/3–14/4 1894], samt det til K. Pontoppidan tilsendte
Afskedsbrev til Overlægen [12/4 1894]; alle ligeledes gengivet i hos GRADENWITZ (pp. 53-61).
1 Cf. e.g. P.C. GEILL: Om Sindssygdom (1899), p. 67.
1 Der er heller ikke tale om et bidrag til den strid mellem en videnskabelig lægekunst og religiøs sjælesorg,
sådan som de til eksempel skildres i E. FRAENKEL: “Psykiatri og Sjælepleje: Udtog af Forhandlingerne
paa Aarsmødet i 1883 i Foreningen af tyske Sindssygelæger: Med Bemærkninger om tilsvarende
danske Forhold”, Bibliothek for Læger, (1897): 557-606; P. WINGE: Hovedtræk i Psykiatriens
Udvikling i de senere 3-4 Decinnier (1896).
700