BIND_2_(s. 411-892)_Marius Gudmand-Høyer.pdf - OpenArchive ...

sandhed, var det fordi denne anknytningsmåde i en accentueret eller chargeret
form alligevel pegede på en væsentlig omstændighed vedrørende disse sygdomslidelser.
Overdrivelsen var fremmende for forståelsen af maniens og melankoliens
status, men den gav ikke det korrekte billede af denne status.
I det følgende KAPITEL 6 skal gennemgangen af de danske asylers omfattende
anstaltsstatistik således godtgøre at de patienter der som helbredte forlod disse
velordnede etablismenter i langt de fleste tilfælde (c. 85-90%) havde været indlagt
under diagnoserne mani og melankoli. Men dette var ikke et resultat der
var blevet til i kraft af en spekulativ eller tautologisk slutningsrækker der tenderede
til at sætte den korterevarende afsindighed lig med den helbredelige afsindighed
som igen sattes lig det legitime emne for de rene helbredelsesanstalter
og endelig med melankolien og manien som to forskellige udtryk for den selvsamme
selvreferentielle kurabilitet. Med den høje anstaltsstatistiske helbredelseskvotient
for disse to sygdomme var der derimod tale om en erfaringsdom
der i første omgang var empirisk meningsfuld i den betydningsfulde forstand at
asylet også husede andre patienter med andre diagnoser der kunne tjene som
den baggrund imod hvilken manien og melankolien i det hele taget kunne træde
frem i deres kurable differens. Den materielle mulighedsbetingelse for en
empirisk falsifikationshorisont af denne art var akkurat den skabelon som den
relativt forbundne helbredelses- og plejeanstalt var bygget op omkring. Det var
denne skabelon der muliggjorde det empirisk meningsfulde helbredelsesresultat
alt eftersom det samtidig var denne skabelon der befordrede en vurdering af
sygdomsformerne der ikke tillod deres bestemmelser at falde sammen med en
kortere- eller længevarende udstrækning i tid og ad denne vej med deres større
eller mindre sandsynlighed for helbredelse i apriorisk forstand.
Et eksempel. Da Selmer i sit videnskabelige testamente Statistiske Meddelelser
og Undersøgelser fra Sindssygeanstalten ved Aarhus i dens første fem og
tyve Aar (1852-77) gennemgik de resultater der vedrørte »den Tid, Behandlingen
har udkrævet i de helbredte Tilfælde«, noterede han indledningsvist at kun
en enkelt patient havde kunnet »udskrives som helbredet efter mindre end 3
Uger (17 Dage) i Anstalten, mens den længste Tid (hos en Melancholica, som
dog af Omstændighederne nødsagedes til at forblive i Anstalten en ikke kort
Tid efter tilendebragt Rekonvalescens) har været 10 Aar og 4 Maander (3795
485