BIND_2_(s. 411-892)_Marius Gudmand-Høyer.pdf - OpenArchive ...

se som Howitz implicit tematiserede i forbindelse med afsindighedens tilstedeværelse
var ikke aposteriorisk i den dobbelte forstand at et nyt empirisk enkelttilfælde
sammenholdtes med en erfaringsviden der altid allerede var den komparative
sum af andre empiriske enkelttilfælde. I det tidligere tilfælde kunne
bedømmelsesbaggrunden derimod karakteriseres som apriorisk og definitorisk,
også selvom bedømmelsen i sidste ende havde en empirisk dom som sit formål.
Baggrunden for afgørelsen var således allerede medindbefattet og færdigudarbejdet
når Howitz bestemte »Afsindighed« som bestående i »en Indskrænkning
af Fornuften eller Fornuftens Brug formedelst en Sygdom i de materielle
Organer for Sjælens Virksomhed«. Foruden det absolutte krav at afsindigheden
skulle koeksistere med de berørte åbenlyse »Afvigelser i den physiske Sundhedstilstand«,
et krav der ikke sattes i forbindelse med nogen anden kontekst
end at der skulle være tale om en lægelig dom, var afgørelsesbaggrunden allerede
på forhånd begrænset til spørgsmålet om hvorvidt det enkelte sygdomstilfælde
kunne indordnes under definitionen »Mangel af fornuftig Selvbestemmelse«,
eller »Menneskets Evne til selvbevidst at kunne bestemmes af fornuftige
Forestillinger til enten at handle eller ikke at handle«, hvilke var Howitz’ to
praktiske omskrivninger af »en Indskrænkning af Fornuften eller Fornuftens
Brug« »for saavidt den yttrer sig i Handlinger«.
I lighed med at domstolen i den kriminalretlige problematisering ikke var en
institution der evnede at artikulere hvad afsindigheden var i sin egen ret, men
alene kunne og alene skulle reagere på hvorvidt den var tilfældet eller ej i forbindelse
med en given forseelse og gerningsperson, og i lighed med at retten
således heller ikke dannede et rum der var i stand til at koordinere afsindighedens
betydninger, men kun fik øje på den for så vidt den adskilte sig mærkbart
og konsekvent fra almindeligt forståelige handlemønstre, var afsindigheden
ifølge Howitz’ normsættende fremstilling et spørgsmål om det enkelte tilfældes
konfrontation med en definition der ikke kun var apriorisk, men også negativ i
den forstand at afsindighedstilstanden, forudsat at den sameksisterede med
iagttagelige fysiske forstyrrelser, blev identisk med modsætningen til menneskets
almindelige evne til selvbevidst at kunne bestemmes af fornuftige forestillinger
til at handle eller udelade at handle i tilværelsens forskellige situationer.
Set i forhold til dette billede af afsindigheden var det karakteristisk for den se-
526