BIND_2_(s. 411-892)_Marius Gudmand-Høyer.pdf - OpenArchive ...

vis langvarigt Forløb«; — »2) de Sindsforstyrrelser, der ledsage forskjellige,
hyppigst hurtigt forløbende, mer eller mindre med Feber forbundne Sygdomme«
(»typhoid, rheumatisk, puerperal Feber, Forgiftninger«); samt — »alle
saakaldte 3) medfødte Forstandssvækkelser«. 1
»Til denne Tredeling«, tilføjede Tyde, »svarede da en høist forskjellig Opfattelse
af selve Sindsforstyrrelsernes Natur: medens de i den første Gruppe betragtedes
som selve Sygdommen, der atter kunde inddeles i underordnede
Klasser eller Arter af Sygdomme (Mani, Melankoli, Vanvid, Sløvsind o. s. v.),
opfattede man dem i de andre Grupper som Symptomer af Sygdomme«. Men
1 C. TRYDE: ”De Afsindiges retslige Stilling” (1865), p. 5. Bortset fra at ikke alle de juridiske forfattere
som han forholdte sig til opperede med alle tre grupperinger [1), 2), 3)], var det rigtigt når Tryde
anførte at det »i det Væsentlige [var] de samme tre Grupper, vi ovenfor have omtalt, der omend med
nogle Modifikationer gjentage sig i de retslige Inddelinger« (p. 7). – Således skelnede J. E. LARSEN i
sine Forelæsninger over den danske Personret [1838] imellem »den egentlige Aandsforvirring« (»den
kroniske Afsindighed eller Vanvid, Raseri«), underinddelelig dels som [a] »universel eller partiel«, dels
som [b] »konstant eller periodisk« og 3) »den blotte Forstandssvaghed« (»Taabelighed, Fjollethed,
Fjantethed«) (§10, pp. 152-55). – Tilsvarende satte T. ALGREEN-USSING i Haandbog i den danske
Kriminalret [1831] (4.udg., 1859) 1) »Afsindige« (»Gale, Rasende«) overfor 3) »Personer, hvilke Fornuftens
Brug ikke aldeles ere berøvet, men som derimod have svage Forstandsevner« (»Taaber, Daarer,
Stupide, Fjantede, Fjollede« (§14, p. 25). – I Bibliothek for Dansk Lovkyndighed (1837) sondrede
samme T. ALGREEN-USSING imidlertid imellem 1) »Forstyrrelser af den frie Selvbevidsthed eller
egentlig Afsindighed« (»kronisk, vedvarende« overfor »remitterende«; »universel« overfor »partiel«,
rasende«); 2) »Forskjellige psykiske Tilstande, som grunde sig i en legemlig Sygdom, organiske Feil
eller særegen Sindsstemning« (»Søvngjængeri, søvndrukken Tilstand, beruset Tilstand, Delirum tremens,
høi Affekt, Naturdriften, psykisk Sygdom ved Pubertetsudviklingen, Døvstumhed«); og 3)
»Umiddelbar Mangel og Sygdom ved Forstanden« (»Dumhed, Imbecillitet, Taabelighed«) (bd. 2, §§69-
72, pp. 71-80). – Tilsvarende skelnede F. C. BORNEMANN i sine Forelæsninger over den danske Criminalrets
almindelige Deel, [1857-1858] imellem 1) »Sindsforvirring, Afsindighed«; 2) »Feberphantasier,
Overgang fra Søvn til vaagen Tilstand, Beruselse, Barnsnød, heftig Sindsbevægelse og Sygdom«;
og 3) »de som paa Grund af abnorm Udvikling eller andre sygelige Tilstande mangle Fornuftens og
Frihedens fulde Brug (Taaber, Fjollede)« (§24, pp. 192-94). — Og endelig gjorde A. W. SCHEEL i Personretten,
fremstillet efter den danske Lovgivning (1859) forskel imellem 1) »den egentlige Aandsforvirring
(Afsindighed, Sindssygdom, Sindsforvirring), underinddelelig dels som [a] »en kronisk Afsindighed«
(»Vanvid, Galskab med Heftighed eller Raseri«)« overfor en form for afsindighed som grundende
»i en blot tilfældig, forbigaaende Omstændighed« (»Vildelse og – naar den er febril – Phantasi«),
dels som [b] en »almindelig Afsindighed, hvor den Syge i det Hele beherskes af falske Forestillinger«
overfor »en partiel, hvor den er grundet i en enkelt falsk Forestilling«, samt som [c] »en der var
varig overfor »en der var afbrudt«; og 3) »Den blotte Aandssvaghed eller Forstandsevnernes Indskrænkning,
«der ikke udelukker Villiens Frihed og derfor heller ikke Handleevne«, omfatter Taabelighed,
Fjantethed og Enfoldighed« (p. 56; cf. også C. W. SCHØNBERG: Om Tilregnelse og forbyderisk
Skyld, en Udvikling af Grundsætninger for Criminalvidenskaben (1850), p. 151, p. 180
537