BIND_2_(s. 411-892)_Marius Gudmand-Høyer.pdf - OpenArchive ...

har præget stemningslidelsernes problematisering: at den sjælelige depression
(nedtrykthed) er begrundet i den fysiologiske depression (eller astenien). Her
omtolkedes Heinroths depression og eksaltation idet de fik to komponenter
hver: en stemningsmæssig og en fysiologisk.
c) Der meldte sig imidlertid visse problemer med Langes hæmningshypotese.
For det første gik den ikke kun imod ideen om den psykopatologiske koordination
med stemningen der fremførtes hos Steenberg og Krafft-Ebing; den
gik også imod de empiriske argumenter herfor. Hypotesen der gjorde den psykiske
smerte og forstemning sekundær syntes ikke at stemme overens med den
kliniske erfaring. Dette kunne — ifølge von Krafft-Ebings toneanmgivende
agument — kun være tilfældet såfremt intensiteten af den psykiske smerte på
den ene side var proportional med graden af hæmning, eller hvis hæmningen
på den side altis skulle vise sig før stemningen. Intet af dette observeredes angiveligt
i klinikken, ligesom den psyksike smerte meget ofte kom før hæmningen
i tid. Men selvom de to derfor måtte være koordinerede fænomener, kunne
de samtidig vise sig at være en gensidig reaktion med en fælles årsag: til eksempåel
en forstyrrelse af hjernens ernæring (anæmi). 1
For det andet: Selvom både Lange og Flindt syntes at tillægge hæmningen en
årsagslignende betydning i forhold til forstemningen, var det alligevel sidstnævnte
der kom til at karakterisere melankoliens klinik og erfaringsorienterede
psykopatologi. »Hvad der altså trænger sig frem i sygdomsbilledets forgrund og
fra et klinisk synspunkt danner det centrale i denne tilstandsform« skrev
Flindt, »er en psychologisk ganske eller dog hovedsagelig umotiveret, kun ved
en sygelig irritation i centralorganerne betinget, smertelig forstemning«. En
1 R. v. Krafft-Ebing: Lehrbuch der Psychiatri auf klinischer Grundlage für praktische Ärzte und
Studirende (2.udg., 1883): »Die Hypothese von dem secundären Bedingtsein des psychischen Schmerzes
entspricht nicht der Erfahrung. Sie könnte nur annehmbar sein, wenn die Intensität des psychischen
Schmerzes in proportionalem Verhältniss zur Grösse der Hemmung stünde was aber nicht der
Fall ist und wenn die Hemmung zeitlich dem psychischen Schmerz vorausginge. Aber auch diese Voraussetzung
trifft keineswegs zu. Die erste Erscheinung ist der psychische Schmerz, dann erst kommt
die Hemmung, die freilich dann eine neue Quelle des psychischen Schmerzes schafft. […] Die Thatsachen
nöthigen somit, psychischen Schmerz und Hemmung als einander coordinirte Erscheinungen, bei
welchen freilich eine gegenseitige Rückwirkung nicht ausgeschlossen ist, zu betrachten. Dabei darf an
eine gemeinsame Grundursache — eine zu verminderter Entbindung lebendiger Kräfte führende Ernährungsstörung
(Anämie?) des Gehirns — gedacht werden« (bd. 2, pp. 12).
797