BIND_2_(s. 411-892)_Marius Gudmand-Høyer.pdf - OpenArchive ...

for dem (og som således havde brudt med sædvanen og suppleret sin gudstjeneste
på Skt. Hans med en til behandlingen supplerende personlig sjælesorg for
de syge) var det nærliggende for Dalhoff at motivere denne tværgående forbindelseslinje
med henvisning til »Næstekærlighedens Aand« og i det hele lade de
kristne dyder være normgivende for det opgør med fordomme der mødte de
sindssyge fra almenhedens side. 1
Vigtigere end det motiverende rationale, om det var kristeligt, filantropisk eller
humanistisk, er imidlertid for nærværende undersøgelse den metode ved
hjælp af hvilken Dalhoff benyttede sig af for at trække forbindelsen henover det
stigmatiserende skel og ved hvilken offentliggørelsens særlige appellerende og
relativerende gestik skulle komme til syne. Den ene komponent i denne metode
der skulle imødegå den »Fornemmelse af noget fremmed« som knyttede sig det
der i virkeligheden var “vore sindssyge”« var den successionsfigur der havde
til hensigt at lokaliserede det begyndelsespunkt i sindssygdommenes »Udviklingsgang«
hvor ligheden var størst imellem de syge og de raske. 2 »Derfor«,
skrev Dalhoff, »ville vi nu at gaa Rækken af Sygdommens Hovedformer fra de
letteste til de sværeste, dog ikke saa meget for at give en udtømmende Beskrivelse
af hver enkelt, saa at Læseren derefter skulde kunne stille en sikker “Diagnose”
i alle mødende Tilfælde, — som netop for at vise Overgangen fra det
sunde til de syge, og fra Sygdommens mildeste begyndelse til den værste Følger«.
Med det der i en vis forstand mindede om den inddeling som overlæge
Steenberg, Dalhoffs foresatte på Skt. Hans Hospital, uden held havde foreslået i
1871 skelnede hospitalspræsten således »mellem Sindssygdommene paa første
Trin og dem paa andet Trin (de primære og de sekundære), hvad der i
de fleste Tilfælde svarer til Adskillesen mellem de forbigaaende, mere kortvarige,
helbredelige, og de blivende, uhelbredelige (de akute og de kroniske)«. 1 På
1 N.C. DALHOFF: Bistrup (1881), p. 27; cf. også pp. 4-5. Se ligeledes N. C. DALHOFF: Vore sindssyge
(1879), pp. 1-3. Om den omtalte sjælesørgerpraksis, se N. C. DALHOFF: “Præstens Stilling ved de
nordiske Sindssygehospitaler”, Theologisk Tidsskrift, 9 (1879): 526-544; N.C. DALHOFF: Skitser fra
en Studie-Rejse i specielt øjemed (1892). Cf. V. DALHOFF & A. Th. JØRGENSEN: Nicolai Christian Dalhoff
(1943), pp. 30-31.
2 N. C. DALHOFF: Vore sindssyge (1879), p. 1-2.
1 N.C. Dallhof: Vore Sindssyge (1879), p. 10. Hertil tilføjer Dalhoff at det imidlertid må understreges
»at selv de forbigaaende Sindssygdommes Varighed gjennemgaaende er langt større end nogen
anden Sygdoms, saa at “kortvarig” her næsten lyder som Spot: i Uger, Maaneder faa Slægt og Venner
701