BIND_2_(s. 411-892)_Marius Gudmand-Høyer.pdf - OpenArchive ...

fikation og maniens og melankoliens der indtog en særlig plads i antikritikken,
samtidig med spørgsmålet om de prognostiske muligheder indgik heri.
Med den hensigt at imødegå Selmers påstand om »at vort Inddelingsprincip
ikke frembyder virkelige Fordele fremfor det traditionelle« påpegede Steenberg
således at overlægen fra Jydske Asyl samtidig selv havde anført »at vort Skema
frembyder den praktiske Fordel, at det giver en Antydning af Sygdommens rimelige
Forløb, saa at den Læge, der erfarer Diagnosen, samtidigt kender Prognosen;
men denne praktiske Fordel anser S. rigtignok for en saa stor videnskabelig
Fejl, at det synes, som om netop det, at de gamle Benævnelser i prognostisk
Henseende ere saa intetsigende eller rettere saa vildledende, som det vel
er muligt, er en af Hovedgrundene, hvorfor S. holder saa fast paa den gamle
Terminologi. I diagnostisk Henseende bevirker vort Skema, at den tidligere
evige “Skiften Diagnose” i væsentlig Grad indskrænkes; at det er en virkelig
Fordel, vil vel Ingen benægte«. I denne henseende mente Steenberg heller ikke
at Selmer havde taget tilstrækkeligt højde for det forhold at de »gamle Benævnelser
havde aldeles Intet med den patologiske Anatomi at gøre; de følte ikke
nogen Trang til den, Psykologien var deres eneste Grundvold, Symptomernes
Udvikling og Forklaring lededes kun frem ad metafysiske Veje; de Forandringer
i Hjærnen, man fandt ved Sektionerne, bleve i de fleste Tilfælde mere ansete for
Følgen af end for Aarsagen til Sindssygdomme (saaledes alle atrofiske Forandringer).
Vort Skema holder sig nær til Patologien, søger sin væsentligste Støtte
i den, det forudsætter altid en patologisk Proces i Hjærnen, men en Proces, der
i de akute Tilfælde kan gaa tilbage dels ved Helbredelsen og dels ved Døden
(ganske paa samme Maade som i mange Lidelser i Huden, Slimhinderne o.s.v.),
i de kroniske Tilfælde derimod bliver staaende eller udvikler sig videre, hvorfor
saadanne Tilfælde ikke fuldstændigt kunne helbredes og efter Døden udvise
mere eller mindre haandgribelige Forandringer af Hjærnen. Ogsaa dette maa
jeg anse for en virkelig Fordel«. 1
Samtidig med at det stillede nomenklaturforslag angiveligt i højere grad end
Selmer havde haft øje for skulle skabe mulighed for at integrere de endnu ikke
etablerede resultater der på sædvanlig måde knyttede sig sammen med den
hjernepatologiske forventningsfigur, mente Steenberg også at det formelig
1 V. STEENBERG: “Om Sindssygdommenes Inddeling” (1873), pp. 182-83.
678