BIND_2_(s. 411-892)_Marius Gudmand-Høyer.pdf - OpenArchive ...

lelser«, skrev Flindt videre, »ere i deres oprindelse uden ethvert object, spontane,
tvangsmæssige, uforklarlige for individet, uden noget i ord udtrykkeligt
erkendelsesindhold, psychologisk umotiverede. De ere alene betingede ved
hjærnens lidelse, og netop deraf forstås deres vedholdenhed i modsætning til
de physiologiske angstfølelser«. Derfor placerede Flindt også principielt den
melankolske præcodialangst indenfor sindssygdommes særegne område, i og
med at »der gives hjærtebanken og præcordiale fornemmelser, der ikke ere
forbundne med angst, ligesom omvendt forestillinger kunne fremkalde angst,
uden at der indtræder motoriske anomalier eller sensationer i hjærteegnen;
angstfølelsens udspring må derfor under alle omstændigheder henlægges til
hjænen«. 1 På denne måde modspejlede den patologiske angstfølelse hos Flindt
frenaligien som melankolsk symptom, men med den omvendte tidlige orientering:
»Medens vemodet hos det sunde menneske er en på basis af psychiske
oplevelser, altså erindringsforestillinger, hvilende følelsesbevægelse, er angsten
en på forvæntningen om noget kommende, altså på phantasiforestillinger, støttet
følelsesbevægelse. Ligesom den spontane psychiske smerte kan analogiseres
med den spontane nervesmerte på det somatiske område (neuralgierne), således
kunne angsttilstandene paralleliseres med paralgierne (c: de smertelignende
ubehagsfølelser: brænden, kulde, hunger o. s. v.), de ere en art rent psychiske
paralgier«.
Både det psykosensoriske og det psykosensorielle aspekt af den melankolske
angst syntes dermed at stå i forbindelse dels med det uudholdelige ubehag, dels
med den truende fornemmelse af en forestående katastrofe, dels med uudgrundeligheden
med hensyn til følelsestilstandens egentlige ophav eller årsag,
samt med selve sindstilstandens uomgængelige og tvangsmæssige tilstedeværelse.
Men lige så specifikt som patienterne ofte skulle kunne lokalisere den
knugende somatiske ulystfølelse et sted i hjerteregionen (således som det også
skulle fremgå af en række talemåder: »Det bliver mig trangt om Hjertet (ved
Græmmelse, Sorg ell. Angst)«; »Angsten støder ell. trykker ham Hjertet itu
(om den høieste Grad af Angst)«. »Mit Hjerte vil briste ell. springe i Stykker
(af Angst, Sorg)«), lige så uspecifikt og ulokaliserbart skulle det rent affektive
aspekt af angsten gøre sig gældende; »jo mindre concret denne Følelse er«,
1 N. FLINDT: De vigtigste sindssygdomsformes kliniske optræden (1885), pp. 47-48.
786