BIND_2_(s. 411-892)_Marius Gudmand-Høyer.pdf - OpenArchive ...

komme til at herske«. 1 Af disse var del melankolske begribeligvis det der mest
umiddelbart måtte minde om melankolien som en stemningssygdom, men det
fremgik samtidig er der var tale om noget andet når stemninger handlede om
etableret resonansbund for sindets beskaffenhed: »Den melancholske
Grundstemning, eller det betænksomme Sind, der ogsaa kan kaldes Omsorgssindet,
Alvorssindet, stundom det dybe Sind, tager Livet i det Hele
som det, hvis Fordringer man skal lægge sig paa Hjerte, og stemmer derfor
a) til Alvor, med Øiet henvendt paa det Vigtige og Betydningsfulde i
Livet, og med Tilbøielighed til at dvæle ved dets Overveielse, deels for at betragte
det og grunde over det, hvilket da kan give Følelserne Inderlighed, deels for
at vise den rette fulde Omsorg i Henseende til det; men det kan nu og b) under
sin Indadgaaen i sig selv føre til stor Eftergivenhed for Betænkeligheder og
Tvivl, Indsluttethed i sig selv, Utilgjængelighed, samt til Beherskethed
snart af Bekymringens, snart af Savnets Følelser, og til at give sig hen til
Utilfredshed med Omgivelserne, Nøieregnenhed, Mistænksomhed, og
heraf følgende overilede Udbrud af Misfornøielse (cfr. Arist, Eth. Nic. VII, 7), ja
til en blivende mørk Sindsstemning eller Tungsindighed. Denne Grundstemning
vil gjøre langsom til at tage Beslutning og til at handle, men gjøre
kraftig og udholdende, naar forst Villien er der. Den kan saaledes faae visse
Ligheder baade med den phlegmatiske og med den choleriske. 2
Samtidig med at melankolien som stemningssygdom ikke ville kunne artikuleres
indenfor rammerne af en melankolsk grundstemning der i denne forstand
fungerede som det samlede udtryk for den psykiske beskaffenhed eller konstitution
der betingede en bestemt reaktionsmåde eller resonans i forhold til omgivelser,
var der her heller ikke tale om en stemningsmæssighed der orienterede
sig imod ulysten, smerten eller ubehaget. Hos Sibbern var den mørke stemning
ikke et udgangspunkt for en bestemt erfaringsmåde, men derimod et resultat
af den bestemte resonansmåden; og langsomheden var ikke en asteni,
men en slags langmodighed. Tilsvarende var der ikke tale om noget sygeligt i et
temperament der på en ganske bestemt måde genklang af betænkelighed og
tvivl, mistænksomhed og bekymring; men der var ligesom med indesluttethe-
1 F.C. Sibbern: Psychologie (1856), §131, p. 456.
2 F.C. Sibbern: Psychologie (1856), §131, pp. 455-56.
736