BIND_2_(s. 411-892)_Marius Gudmand-Høyer.pdf - OpenArchive ...

1845, således konstatere at hvor dette ikke havde været tilfældet for en eneste
af de sløvsindede (Blödsinnigen) havde omvendt knap halvdelen af manikerne
(45,19%) og mere end en tredjedel af melankolikerne (36,94%) opnået helbredelse
imens de havde været i Slesvig. 1 På en anstalt der i åbningsåret havde 120
pladser til 90 patienter, men ved to ombygninger snart var vokset, så den i 1834
havde 182 og i 1845 havde 360 patienter, blev melankolien og manien med en
vis tydelighed introduceret i en sammenhæng der senere skulle vise sig irreducibelt
ikke alene for sygdommenes problematisering og artikulation, men også
for de normative forventninger der skulle møde de individer der led under dem
med den mulige helbredelse som forhåbningens fortegning. Dette var en forskel
der skulle gøre en forskel i historien om melankolien og manien.
I første omgang kunne anstalten i Slesvig således optegne konturerne af en
anderledes offentlig problematisering af afsindigheden end den juridiske. Alt
efter som den allerede tidligt sammenføjede nogle særegne elementer — en institution
der alene var tiltænkt de afsindiges ejendommelige tarv, en opfattelse
af disse afsindige som ramt af sygdom, en tilgang til denne sygdom som potentielt
helbredelig og derfor også relevant som genstand for systematisk behandling,
samt endelig en varetagelse af denne behandling af en læge der ved kongelig
udnævnelse var »pligtig til at hellige Anstalten hele sin hele Virksomhed« —
opridsede den slesvigske dåreanstalt den normative matrice for en problematisering
i hvilken den offentlige opmærksomhed begyndte at forskyde sig. Der
blev i hertugdømmet tale om en konstrueret norm for et i sin historiske realisering
ganske vist gradvist skred fra spørgsmålet om hvorvidt der enkelte individ
i sin afsindighed forekom enten farlig eller ufarlig for sine omgivelser og
hvad dette skulle have af betydning til spørgsmålet om hvem der i en samlet
gruppe af afsindige var potentielt helbredelige samt for hvem, hvor og
1 Cf. P. W. Jessen: “Aerztliche Erfahrungen in der Irrenanstalt bei Schleswig”, Zeitschrift für die
Beutheilung und Heilung der krankhaften Seelenzustände, 1 (1838): 582-701. Her anfører anstaltens
overlæge: »In unserer Irrenanstalt wurden im Laufe von funfzehn Jahren […] hergestellt:
von 100 zur Zeit der Aufnahme mit Manie behafteten Kranken 45,19
von 100 zur Zeit der Aufnahme an Melancholie leidenden 36,94.
Von den Blödsinnigen genas Keiner; ich habe aber auch nur diejenigen Fälle unter diesem Namen aufgeführt,
in welchen der Blödsinn als eine bestimmt ausgebildete Krankheitsform existierte, und namentlich
die dem Blödsinn analogen Zustände ausgeschlossen, welche nach schweren Anfällen von
Manie vorübergehend einzutreten pflegen, und von Uebergang in Genesung bezeichnen« (pp. 662-63).
416