BIND_2_(s. 411-892)_Marius Gudmand-Høyer.pdf - OpenArchive ...

eller forryktheden), med samt de forskellige mellemformer der senere udvikledes
(vanviddet, paranoiaen). Hvad Hübertz i De Sindssyge i Danmark dermed
kom til at gøre gældende i forlængelse af en række undersøgelser af lignende
art var en praktisk forståelse af afsindigheden der mimede de kriterier som den
slesvigske anstalt tidligere havde opstillet. Men i dette senere epidemiologiske
tilfælde handlede det imidlertid ikke alene om at opdage og placere den nogenlunde
afgrænsede gruppe der internt kunne gøres til genstand for kur eller pleje
indenfor rammerne af en velordnet plejeanstalt; det drejede sig derimod om
hvordan en tilsvarende afgrænset gruppe på forhånd stod i en ekstern relation
til denne anstalt i og med at medlemmerne af gruppen af afsindige allerede udgjorde
en del af en samlet befolkningsmængde. Idet der på denne måde var tale
om en slags oversættelse af anstaltens indadrettede kriterier for afsindigheden
som gjorde disse skelnemærker til udgangspunkt for en række udadrettede
spørgsmål angående den demografiske fordeling af afsindige i befolkningen og i
samfundslegemet mere generelt, var den epidemiologiske hændelse som
Hübertz var med at markere samtidig endnu en åbning i retning af den mere
kompletterende problematisering af afsindigheden. Hvor matricen i Slesvig
tidligere havde udpeget et gradvist skred bort fra den juridiske problematiserings
punktualitet — for i stedet at rette opmærksomheden ikke alene imod afsindigheden
som en langvarig tilstand der både gjorde sig gældende førend og
efterfølgende de kriminal- og civilretlige udfordringer, men ligeledes imod de
afsindige som en sammenhængende gruppe i og med at samtlige var under indflydelse
af en sygdomstilstand der ramte deres sind og selvopfattelse allerede
inden de kom i berøring med andre — blev der med Hübertz arbejde tale om en
udvidelse af dette skred i dansk sammenhæng der havde såvel afsindigheden
som samfundet og befolkningen i sin helhed som genstand. 1
Men den epidemiologiske relation som Hübertz etablerede og offentliggjorde
i forlængelse af kancelliets cirkulære fra 1846 var ikke en blot og bar beskrivelse
af en befolkningsmæssig situation, ligesom det heller ikke kun drejede sig om
det angiveligt hidtil mest præcise estimat af det samlede antal idioter og afsindige
i Danmark. Etableringen af denne relation rummede samtidig sit eget foreskrivende
element, hvis karakter Hübertz allerede tidligere havde antydet da
1 J. R. HÜBERTZ: De Sindssyge i Danmark (1851), p. IV.
452