BIND_2_(s. 411-892)_Marius Gudmand-Høyer.pdf - OpenArchive ...

Dette rum, der i sin relativt forbundne udformning var det eneste anerkendte
sted for den adækvate prognostiske viden om sindssygdommenes udviklingsforløb
på grund af problemet med helbredelighedens og uhelbredeligheden respektive
status, var i vid udstrækning også rummet for sindssygdommenes betydning:
ikke i den forstand at de først fandtes når de fandt sted indenfor disse
rammer, at de var uden egentlig eksistens når de blot havde gjort sig gældende
som individuelle eller samfundsmæssige problemer; men i den forstand at det
asyl der oprettedes og anerkendtes med det dobbelte formål at kurere de helbredelige
og pleje de uhelbredelige var den baggrund der tillod at opdage hvilket
materiale sindssygdommens var gjort af. Asylet hørte med til sindssygdommens
betydningshorisont, både sådan som denne institution på godt og
ondt forlenede den almindelige mening med nogle bestemte billeder af deres
befolkning af sindssyge og sådan som asylet i det hele taget virkede koordinerende
for disse betydninger og samtidig ledte sindssygdommene i helt bestemte
retninger. 1
På den anden side satte Trydes lokalisering af baggrunden for den medicinske
afgørelse eller bekræftelse af sindssygdommens tilstedeværelse derfor også
et bestemt skel i forhold til den tidligere problematisering af afsindigheden.
Ganske vist havde Howitz i 1820erne antydet hvordan tidligere variationer over
den hensigtsmæssige asylinstitution (»Daarekister«, »Hospitaler og private
Stiftelser«) havde kunnet bidrage med erfaringer til imødegåelse af stående
fordomme om de afsindige. Men det var samtidig ikke et rum der virkede
strukturende for betydningshorisonten, ligesom selve »Erkjendelsen« af afsindigheden
ikke primært henviste til en sammenhæng hvor »en tilstrækkelig
Masse af Erfaringer« havde gjort det muligt at sammenholde det tilfælde med
allerede identificerede »ensartede Tilstande«. 2 Baggrunden for den bedømmel-
1 Senere i Nogle Bemærkninger om Ordningen af Sindssygevæsenet i Danmark (1881) mente R. A.
HOLM, Selmers afløser som overlæge på Jydske Asyl (1878-1897), at kunne se en forandring til det
bedre i den almindelige opfattelse af asylinstitutionen. Om asylerne skrev han således: »saalænge man
ikke havde dem, kom man ikke frem med de Sindssyge, men da de først vare indrettede, kom man med
de Syge, dog kun lidt efter lidt, og i stigende Progression, eftersom man i Aarernes Løb fik forøget Tillid
til Asylerne« (p. 6).
2 F. G. HOWITZ: “Om Afsindighed og Tilregnelse” (1824), §12, p.93; p.101; §4, p. 19; udstansning
fjernet.
525