BIND_2_(s. 411-892)_Marius Gudmand-Høyer.pdf - OpenArchive ...

gensteds. Hun har, som hun siger, en Følelse af, at alt er forkert; hun gjentager
i et væk den Sætning: “jeg maa ikke være her” og spørger, hvor hun skal hen;
eller hun erklærer, at det vist maa gaa hende galt paa en eller anden Maade, og
nærer navnlig Frygt for at blive sindssyg«. »Læg ogsaa Mærke til«, fortsatte
Pontoppidan, »det bedende Blik, den lave, hviskende Stemme, de tøvende Bevægelser
og en Holdning saa sky og sammensunken, som om hun ville krybe i
et Musehul. Kun naar Angsten overfalder hende, kommer der mere Liv i Blik og
Bevægelser. Denne Angst er et højst charakteristisk Symptom og har sit ganske
eget Sæde, som giver det Navn af Præcordialangsten. De hører, at det ikke er
noget bestemt, Patienten ængster sig for, hun har kun en Følelse af at der forestaar
hende noget slemt. Og denne grundløse Angst, denne pinlige Forventningaffekt,
er i højere Grad, end man almindelig tror, en rent legemlig Fornemmelse.
Naar jeg spørger hende, hvor den sidder, peger hun strax paa Præcordiet,
det er her hun føler et Tryk og en Knugen, som undertiden er forbundet
med Hjertebanken og Uro. Det er denne Angst, der i Hjemmet har bragt hende
til at gjøre i alt Fald et Tilløb til Suicidium. Hun fortæller selv, at den forleden
tog Magten fra hende, saa at hun syntes, hun maatte gjøre en Ende paa det, og
hun havde da lagt sig paa Sofaen med en Snor om Halsen, uden at hun kan erindre,
hvad der videre foregik«. 1
Dette psykosensoriske aspekt af angsten, der skulle tage sit udgangspunkt i
»den umiddelbare følelse hos individet, som følger med enhver klar eller mindre
klar forestilling om, at noget fremmed truer med at bryde ind og virke
hæmmende på dets existens og fri udfoldelse«, lå ifølge Flindt med sine »somatiske
tilbagevirkninger« nærmest de sindsbevægelser som også det sunde menneske
kunne opleve, fortrinsvis i form af »uregelmæsig hjærteaction, følelse af
snæverhed og tryk i hjærteregionen, lille puls, bleghed, besværet, afbrudt respiration,
tonløs stemme, svedudbrud, muskelslaphed og uvilkårlig afgang af urin
og fæces, ved höje grader kataleptisk muskeltilstand eller convulsiviske bevægelser
eller endelig fuldstændig paralyse af musklerne«. Men samtidig var »den
forestilling om truende fare, der ligger til grund for angsten« hos dette sunde
menneske så godt som »altid motiveret ved ydre begivenheder«, hvilket ikke
gjaldt for de angsttilstande der hørte til melankolien. »De pathologiske angstfø-
1 K. PONTOPPIDAN: Psychiatriske Forelæsninger og Studier [Første Række] (1892), pp. 21-22.
785