BIND_2_(s. 411-892)_Marius Gudmand-Høyer.pdf - OpenArchive ...

for en nedtrykkende eller deprimerende forstyrrelse — og til de sindssygdomme
hvori »Melancholia« (»Tungsind«), i modsætning til »Mania« (»Afsindighed«)
som »sygelig overspændt Glæde og Håb«, skulle gøre sig gældende som »sygelig
Berøvelse og Angst«. 1 Der var tale om en fremstilling der uden noget sidestykke
i sin samtid forekom at danne krydspunkt imellem to overgribende artikulationsformer
og problematiseringsfigurer der under det fælles navn melankoli
beskæftigede sig forskelligt med sygelige sindstilstande der i visse tilfælde
alligevel kunnet have været de samme.
At erklæringen om J. H. pegede frem imod stemningssygdommes orden
fremgik blandt andet af en passage som syntes at indikere at konceptionen af
gemyttet hos den ukendte overlæge ikke var funderet på samme dikotomiske
sondring som Selmer i vid udstrækning havde opretholdt i form af »Alienationerne
i Begjæreevnen« som en modsætning til »Alienationerne i de intellektuelle
Evner«, eller som hos Griesinger indgik som en del af en bestemmelse af
sindssygdom der overfor anormale ytringer på forestillingsevnens område
(»Vorstellen«) alene stillede tilsvarende anomalier i hvad der i bred forstand
angik ytringerne fra viljeslivet (»Wollen«). 2 Overlægens referenceramme for
gemyttet var således heller ikke den samme som den distriktslægen i den oprindelige
erklæring havde refereret fra endnu en læge der i en anden forbindelse
end retssagen for en kort tid havde haft J. H. under behandling på »Sygehuset
i N.«. Herfra forlangte han sig imidlertid udskrevet efter to dages ophold —
»hvilket Lægen saa meget mindre troede at burde modfatte sig, som han ikke
havde kunnet opdage hverken nogen legemlig Sygdom eller Sindsforvirring hos
ham, men kun bemærkede, at hans Sindsforfatning var meget deprimeret, og
han fik da den Mening om ham, at han var et Menneske med svage Aandsevner,
og som trykkedes af huslige Sorger, hvilke paa Grund af hans Mangel paa
moralsk Kraft ganske overvældede ham«. 3
Den ovenstående passage fra den unavngivne overlæge skildrede derfor
hverken den form for depression der i asteniens form fortrinsvis angik virkekraften
i begærerevnernes psykologiske-moralske enhed, sådan som sygehus-
1 N. C. DALHOFF: Vore sindssyge (1879), p. 10, p. 11.
2 H. SELMER: “Om Manien (Efter Jacobi …” (1845): 49-91; p. 52. W. Griesinger: Die Pathologie
und Therapie der psychischen Krankheiten (2. udg., 1861), p. 1.
3 Sag 374 [J. H.—1859].
765