BIND_2_(s. 411-892)_Marius Gudmand-Høyer.pdf - OpenArchive ...

vet af den grund ophørte med at være problematisk, men det indebar at denne
ytringsklasse i det psykiske liv trådte ud af en rolle hvori de i sig selv altid allerede
var problemer for noget andet ned sig selv. I denne første henseende var
følelseslivet fænomenologisk originært og værdimæssigt neutralt i forhold til
vilje og tænkning. Følelserne var der bare som sådanne, de trådte frem som af
nødvendighed, og havde i hvert fald i udgangspunktet ikke til opgave at retfærdigøre
sig, hverken med hensyn til deres tilstedeværelse eller beskaffenhed.
Selvom følelserne kunne formilde imellem viljens og tænkningens domæner,
var det for det andet alene for så vidt, og netop for så vidt, at de psykiske fænomener
gjorde sig gældende i forhold til lystens og ulystens skelnen at der i
henhold til fakultetspsykologien i det hele taget kunne være tale om følelsestilstande.
»Følelsen«, skrev Mynster og understregede dette forhold, »er enten
Lyst eller Ulyst. Ligegyldige Følelser gives der ikke, thi disse Ord modsige hinanden;
Lyst og Ulyst kunde vel være tilstede i en saa ringe Grad, at de næsten
ikke bemærkes, men vare de aldeles umærkelige, da var der ingen Følelse«. 1 Følelsen
var ikke knyttet til det passive overfor det aktive, men udgjorde »Bevidsthedsafficeretheden«,
et »Individets eget Befindende«, der enten gik i retning
af lysten eller ulysten, eller i visse tilfælde af en blanding heraf (som
»Blandede Følelser«, ikke som »Følelsesblandinger«). 2 Men den kunne aldrig
være retningsløs med hensyn det felt der, alt afhængigt af oplevelsesmåden,
udspændtes imellem lyst og ulyst, imellem det behagelige og det ubehagelige,
imellem det fornøjelige og det smertelige. Som Sibbern understregede, var »Følelsen«
at regne for »Bevidsthedstilstanden, forsaavidt Modseetningen af Velbefindende
og Ikke-Velbefindende gjør sig gjeldende«. 3 I denne anden henseende
var det fakultetspsykologiske følelsesliv fænomenologisk direktionelt i
den særlige forstand at oplevelsen altid gik i retning af dette felt af lyst eller
ulyst, ikke »til noget«, men »ved noget«, der ikke kunne melde sig med ligegyldighed
i og med at den altid mærkbart afficerede tilstand heller ikke selv var
1 J.P. Mynster: Grundrids af den almindelige Psychologie (1830), p. 65.
2 F. C. SIBBERN: Psychologie (1856), p. 375 (»Bevidsthedsafficeretheden«). F. C. SIBBERN: Psychologie
I [1819], p. 277 (»Individets eget Befindende«).
3 F. C. SIBBERN: Psychologie (1856), p. 375.
714