BIND_2_(s. 411-892)_Marius Gudmand-Høyer.pdf - OpenArchive ...

uden at berette præcis hvad den var, og slet ikke hvor den kom fra eller hvorhen
den førte.
Det var i udgangspunktet således Dalhoff konciperede stemningen som navnet
på en særlig klasse af sindstilstande der på den ene side nok var associeret
med og ofte påvirkelige af tanke- og viljeslivet, men som på den anden side ligesom
den fakultetspsykologiske følelsesliv heller ikke lod sig tilbageføre hertil
eller udlede af denne rod. 1 Samtidig var denne følelsesorienterede kategori, der
imidlertid ikke forekom helt lig følelser, men snarere udgjorde det psykiske
klima hvori de emotive bevægelser og forskellige vejrskifte kunde finde sted, at
pegede på en almenmenneskelig faktor i den forstand at intet menneske efter
hospitalspræstens fremstilling kunne tænkes ikke at være stemt, om end det
som regel foregik på en omskiftelig, reaktiv og genudlignende måde: »Vi vide
alle«, skrev han, »hvor vanskeligt det kan være at gjøre sig til Herre over sine
Stemninger, hvad enten de have en virkelig, bevidst Grund eller ej; men de pleje
dog snart at vige for nye Indtryk, og ved Sindets skiftende Bølgegang slaa de
da gjærne over i deres Modsætning, indtil det kommer i Ligevægt«. Det var
netop heroverfor at den melankolske forstemning meldte sin forskel. »Men sæt
nu, at en Stemning var saa stærk, at den gjorde sig til Herre over os, saa at den
blev ved længe, længe efter, at Grunden dertil var glemt, medens den som en
Ædderkop ud af sig selv spandt et Net til at tage alle vore Tanker fagne! —En
Moder, der sørger dybt og længe over sit Barns Død, er derfor ikke syg, det følger
af sig selv; men hvis hun saaledes betages af sin Sorg, at Tiden ikke synes at
dulme, men snarere at skærpe den, og hvis Sorgen fra dette ene Punkt mere og
mere faar Lov at brede sig ud over alle hendes Livsforhold, saa at hun ser mørkt
paa alt, — da er der i det mindste Fare for, at hun kan blive det«. 2
Ud fra en orden der gjorde sig gældende i et fælles og meddelagtigt stemningsliv
trådte grænsen til det sygelige her frem, men ikke så meget i kraft af en
væsensforskellighed som i kraft af visse disproportionale gradsforskelligheder
indenfor stemningens tilskyndede, reaktive og temporale dimensioner, hvilke
for den syges erfarings tilsammen kunne ende med at træde frem som en betydelig
og fremmedgørende forskel alligevel. I hospitalspræstens offentliggørelse
1 Cf. også N. C. DALHOFF: Vore sindssyge (1879), p. 7.
2 N. C. DALHOFF: Vore sindssyge (1879), pp. 11-12.
777