BIND_2_(s. 411-892)_Marius Gudmand-Høyer.pdf - OpenArchive ...

trods det at han således kunne pege på den arts- eller klasseopdeling af sindssygdommene
som i medicinsk sammenhæng ville være forudsætning for opstillingen
af en gruppe af stemningssindssygdomme, ville denne inddeling være
irrelevant for den domstol som i og for sig kun interesserede sig for hvorvidt og
med hvor stor sikkerhed det givne persontilfælde kunne siges at tilhøre en af
tre grupper som fra et legalt synspunkt kunne have indflydelse på vedkommendes
frie »Selvbestemmelsesevne«. 1 Selvom Tryde ligeledes kunne anføre hvorledes
manien og melankolien, ligesom det havde været tilfældet i den ældre
kriminalretlige problematisering af afsindigheden, kunne komme mere specifikt
til syne i form af henholdsvis den periodiske og den partielle afsindighed,
var det spørgsmål som retten måtte have interesse for heller ikke her sygdomsklasserne
som sådanne, men igen om den person hvis lidelse enten havde et
forløb med frie intervaller (»virkelige lyse Øieblikke«) eller kom til udtrykt med
fornuftighed i alle andre henseender end den enkeltstående vrange forestillingskreds
(»fixe Idee«), kunne siges at have fri selvbestemmelse eller ej under
hensyn til det gerningstilfælde som retten måtte have under overvejelse. 2
Tendensen til juridisk tilsidesættelse af en selvstændig klassifikation af
sindssygdommene gjorde sig imidlertid også gældende i forbindelse med det
1 C. TRYDE: ”De Afsindiges retslige Stilling” (1865), p. 5; p. 27.
2 C. TRYDE: ”De Afsindiges retslige Stilling” (1865), p. 61-62. Se endvidere denne passage der falder
efter Trydes diskussion af en eventuel begrænset straf i forbindelse med en mangelfuld men muligvis
ikke helt fraværende »Tilregnelsesdygtighed«: »Det næste Punkt vi skulle henlede Opmærksomheden
paa, er den Stilling, som den Afsindige indtager, der frembyder »lyse Mellemrum« eller lide af »fixe
Ideer«. Det er ikke Stedet her, og maa ogsaa anses for at være overflødigt, at give en Fremstilling af de
Afsindighedsformer, hvori lyse Mellemrum og fixe Ideer spille en Rolle; hvad man maa vide og hvad
ogsaa alle psykiatriske Forfattere ere enige om, er det, at der under den store Mængde Afsindighedstilfældes
Forløb findes Øieblikke, Timer, Dage eller endog Maaneder, hvor Sygdommen vel ikke kan anses
for at være hævet, men hvor dog de psykiske Symptomer af den maae siges ganske at være traadte i
Baggrunden, samt at der gives Afsindighedstilfælde, i hvilke de sjælelige af Sygdommen betingede Forstyrrelsers,
for en kortere eller længere Tid, paa visse Udviklingstrin af Sygdommen, holde sig mere
eller mindre begrændsede til enkelte Forestillingsrækker, medens Vedkommendes Forestillingsliv iøvrigt
kan synes sundt. Efter de praktiske og theoretiske Lovkyndiges overensstemmende Udtalelser blive
retsstridige Handlinger, begaaede af saadanne Afsindige, kun at erklære for utilregnelige, forsaavidt de
i første Tilfælde ikke ere udførte i det lyse Mellemrum, i sidste Tilfælde forsaavidt de ikke staae i Forbindelse
med »den fixe Idee« (p. 61). Cf. også den nogenlunde tilsvarende fremstilling af »de saakaldte
Momonaier og transitoriske Manier« i C. TRYDE: Om Tilregnelighed fra Retslægens Synspunkt. Censorafhandling
for Docenentpost i Retslægevidenskab og Hygieine ved Københavns Universitet (1867),
pp. 39-43.
538