BIND_2_(s. 411-892)_Marius Gudmand-Høyer.pdf - OpenArchive ...

den beskaffenhed som samtidig var en tilbøjelighed til at det lignende (munterhed
~ vedmodighed) genklingede med det lignende (latter ~ gråd) som pegede
på et af de centrale forhold angående den ældre brug af stemningen som psykisk
betegnelse. Det forhold kan på den ene side beskrives således at stemningen
først og fremmest udgjorde en form for klangbund hvori det der havde den
rette beskaffenhed eller rette harmoniske relation kunne klinge med og som i
denne forstand kunne forstærke og vedligeholde hinanden i en samklang af en
slags. Når noget ifølge denne tanke »snarere gaar over til een end til en anden
Tilstand«, var det i kraft af en på forhånd etableret og i visse henseender forsat
modificerbar disposition til resonans, men det var dermed ikke tale om en nuværende
beskaffenhede der i sig selv forekom disponerende. I henhold til Müllers
fremstilling var »Sindsstemning« dermed alligevel en slags mindre
»Sindsforfatningen«, ikke som en »fast Grund«, men som en korterevarende
resonansbund med hensyn til sindets beskaffenhed i det nærværende.
Det var på den anden side dette væsentlige forhold angående den fakultetspsykologiske
artikulation af stemningen som kom til syne da Sibbern i sin Psychologie
fra 1856 afsluttede behandling af følelseslivets og dets fakultet med en
fremstilling af »den hele Følelsestilstand«. I denne redegørelse sammenflettede
filosoffen ikke kun stemningernes og gemyttets forskellige betydninger i henhold
til det følelsesmæssige, men indskrev samtidig disse i en rent psykologisk
omtolkning af den traditionelle lære om temperamenterne der udtrykkelig var
bygget op omkring den resonansmodel som Müller blot havde antydet i sine
sprogovervejelser: »Den hele Følelsestilstand, der, naar der især sees paa
det Sympathiske og Antipathiske, kaldes Gemytstilstanden, beroer, hvad
dens Sundhed og Godhed i det Hele angaaer, tilsidst paa den rette Forholdsmæssighed
i Henseende til deels a) den ligelige Samvirken af alle Grundmomenterne,
deels b) den relative Fremhersken af de Grundfölelser, som det hver
Gang især kommer an paa, samt c) disses Fremtræden i den rette Grad. I saa
Henseende kunne vi tale om Fölelsernes rette Temperering saavel i det Hele
som i de enkelte Tilfælde. Det kommer herved an paa, at man i Fölelsesbevægethedens
Henseende baade i det Hele staaer, og hver Gang træder, i de rette
Stemninger i sit Forhold til de deels indenfra deels udenfra kommende Föelelsespaavirkninger
og Livsopfordringer«. – Sibbern fortsatte med at karakterise-
733