BIND_2_(s. 411-892)_Marius Gudmand-Høyer.pdf - OpenArchive ...

forekommer os mindre forstaaelig, mere sælsom og uhyggelig, saa maa vi agte
paa, at den i Reglen ikke er det første, men det andet. Den har som oftest havt
til Forløber et længere eller kortere Tidsrum af Nedtrykthed: den overspændte
Tilstand synes da at stamme fra Følelsen af en Lettelse, en afkastet Byrde, naar
nemlig Sygdommen skrider frem og nu netop har endt en Del af sin nedbrydende,
smertebringende Virksomhed. Men denne nedtrykte Tilstand har været
mindre kjendelig, fordi den har været mindre besværlig for Omgivelserne: den
tungsindige faar snare Lov til at gaa sin stille, selvpinende Gang, end den, der
støjer om og øser Penge ud og plager andre med sine indfald«. 1 Med henvisning
til nogle på én gang successive, kausale og sociale forhold viste hospitalspræsten
igen den skæve eller forrykkede spejling imellem det sygelige tungsind og
sygelige afsind: dels idet særligt den ene tilstand fulgte ovenpå den anden, men
også idet den offentlige eller familiære opmærksomhed langt hyppigere havde
sine sammenstød med de gesjæftige og omkringfarende maniske adfærdsmønstre
og ikke i nær samme grad med de mere dådløse og stillestående melankoliske
fremtrædelsesformer.
b) Når det maniakalske grundmateriale som hovedsagligt tonede frem for
det kliniske blik, både indenfor og udenfor asylets organiserede synsfelt, på
denne måde ofte tog form af abnorme og iøjnefaldende virksomhedsformer og
beskæftigelsesmåder, lagde dette forhold sig til en af de væsentligste tværforskydninger
i forhold til melankolien i slutningen af det 19. århundrede. Hvor
stemningsmæssiggørelsen af melankolien i vid udstrækning beroede på en
subjektiv og introspektiv psykopatologisk semiologi der ofte krævede en
form for verbal mediering fra patient til læge, således at de sygelige erfaringer
på denne måde kun middelbart lod sig registrere og identificere som sygdommens
symptomer, blev stemningsmæssiggørelsen af manien snarere bygget op
omkring en objektiv og ekspressiv betydningslære der ikke krævede samme
verbaliserende formidling eftersom patientens sygelige adfærd blev umiddelbart
synlig for det psykiatriske blik igennem den visuelle observation og hermed
mere umiddelbart lod sig registrere som identificerbare symptomer.
1 N.C. DALHOFF: Vore Sindssyge (1879), pp. 21-22.
825