BIND_2_(s. 411-892)_Marius Gudmand-Høyer.pdf - OpenArchive ...

end den ville have været på henholdsvis det franske og det britiske asyl dersom
patienten led af den alvorlige form for afsindighedssygdom der i Danmark skulle
blive almindelig kendt under navnet »Sindsforviring« og senere i årsberetninger
som enten »Forvirring« eller »Forrykthed«. 1
Gørickes eget mulige primære bidrag til den skitserede kliniske artikulation
af melankolien og manien indenfor asylets foreskrivende sammenhæng havde
nær forbindelse til endnu et punkt i kraft af hvilket hans klassifikatoriske arbejde
skilte sig ud. Vigtigst i denne hypotetiske sammenhæng er det således at
hans arbejde satte et skel ikke alene i forhold til de senere psykiateres årsberetninger
ved som den eneste i dansk sammenhæng at anvende Esquirols sygdomsinddeling
og herunder ved inddragelsen af monomania som en selvstændig
sygdomsform; men ligeledes i forhold til Esquirol ved i sine opgørelser at
differentiere imellem melankolien og monomanien med hensyn til behandlingsresultaterne
og således antyde en opfattelse af de to sygdomstilstande som
desto var mere uafhængige af hinanden end det var tilfældet hos forlægget. Det
1 Cf. e.g. [Julius J. A. Rüppel]: “Beretning om den ved Slesvig beliggende Daareanstalts Virksomhed
i Tidsrummet fra den den 1ste April 1857 til den 31te Marts 1859”, Departementstidenden, 13:51
(1860): 721-32. H. SELMER: “Beretning om den jydske Helbredelses Anstalt for Sindssyge for 1855”,
Biblothek for Læger (1856): 153-70; pp. 159-60. H. P. JENSEN: “Østifternes Sindssygeanstalt ved Vordingborg
i 1858-59”, Bibliothek for Læger (1859), pp. 224-25. V. STEENBERG: “St. Hans Hospital i
1865 [Hospitalsberetning]”, Bibliothek for Læger, 5:13 (1866): 139-82. – Forskellige omstændigheder
kunne være årsag til det anderledes billede af forholdet imellem sindssygdommens former og helbredelighedens
mulighed der kom til syne i Gørickes offentliggørelser. Det er ikke umuligt at afvigelsen
skyldtes en for de demente patienter gustigere behandling på Skt. Hans end den der på omtrent samme
tid gennemførtes på Maison Royale de Charenton i Paris eller på The Retreat udenfor York; men denne
antagelse forekommer samtidig usandsynlig når de vanskelige materielle vilkår som Bistrupgaard på
denne tid arbejdede under tages i betragtning eller sammenholdes med at de to udenlandske asyler
begge virkede, ikke som en af fattigvæsenets institutioner, men for private og dermed langt rigeligere
midler. Forskellen med hensyn til behandlingsresultater kunne også skyldes den omstændighed at
Gøricke diagnosticerede på en sin egen idiosynkratiske facon, eller at hans diagnoser i realiteten var
upræcise og vilkårligt henviste mere eller mindre ensartede patienter til forskellige diagnosegrupper
eller omvendt placerede meget forskellige sygdomstilfælde under den samme sygdomsform. Den mulighed
forekom i hvert fald Selmer at have antydet da han efter sin tid som lægekandidat under Gøricke
i 1839-1841 udgav sin brochure Om Psychiatriens Tilstand i Danmark hvori han tog et særligt og kritisk
hensyn til Skt. Hans Hospital som dette lægespeciale eneste eksisterende nationale institution:
»Naar Pulsen er følt, Tungen beset, nogle hypotetiske Bemærkninger om Patientens Habitus, Disposition
o. s. v. er henkastede og den Scene allenfalds gentaget nogle Dage i Rad, da faar mangen Gang
Diagnosen at staa eller falde« (H. SELMER: Om Psychiatriens Tilstand i Danmark, med særligt hensyn
til St. Hans Hospital paa Bidstrupgaard (1841), pp. 86).
610