BIND_2_(s. 411-892)_Marius Gudmand-Høyer.pdf - OpenArchive ...

tredje element havde at gøre med det forhold at sindssygdommen — udspændt
som den var imellem en muligvis endnu ukendt individuel tilstedeværelse i
samfundslegemet og en iværksat behandling i asylet under hensyn til helbredelsens
mulighed — ikke kun var et fænomen der havde sin egen eksistens og
fulgte sin egen patologiske logik, men også et fænomen der først for alvor kunne
komme til syne når sindssygdommen netop i egenskab af sygdom havde været
genstand for den vurdering som medicinen havde gjort sig til den selvfølgelige
ihændehaver af. Det var i denne henseende at Tryde kunne finde grund til
at minde om »at der ikke gives nogensomhelst Forstyrrelse i Sjælelivet, der ikke
kan optræde som Udtryk for, som Symptom af en Hjernelidelse, men at paa
den anden Side ingen af disse Forstyrrelser i og for sig, og saaledes som de til
dagligt Brug opfattes, berettiger os til at slutte til en saadan Sygdom. Naar saaledes
et Menneske bærer sig ufornuftigt ad, foretager taabelige, umotiverede
Handlinger, yttrer paafaldende, sygelige, forkerte Forestillinger eller Drifter,
naar der spores Forandringer i hans naturlige Sindsstemning eller andre lignende
Yttringer af hvad man kalder et sygt Sind, saa kan det i alle Tilfælde være
en Følge af en Hjernesygdom, hvad enten Lidelsen nu fra Først af har havt
sit Sæde i Hjernen eller ikke. Om det forholder sig saa, formaaer Lægeviden-
hundrede ikke så sygdommen sæde i sjælens egen virksomhed (en “produktionsmodel”), for så vidt
som »kun Sjælelivets Former paa sygelig Maade kunne afvige fra den normale Tilstand, medens Kjernen
af det humane Liv, Personlighedens Substans, aldrig bliver syg« (p. 52). »Der kan derfor«, sluttede
Selmer med introduktionen af et sidenhen central betegnelse, »kun være Tale om psychisk Sygdom,
forsaavidt som den anthropologiske Organisation hos et Individ er saaledes afficeret, at Sjæleevnernes
normale Yttring ikke kan komme i Stand, hvorimod Patientens moralske og religieuse Væsen maa ansees
som aldeles uberört af denne Tilstand, hvis man ikke enten vil give Slip paa Begrebet af Sygdom
eller af moralsk Frihed« (p. 53). For så vidt som det »kun det Formelle i Sjælelivet« kunne blive angrebspunkt
for legemligt funderede sygelige forstyrrelser, kunne der derfor også alene være tale om en
forstyrrelse i sjælens materielle medieringsredskaber, således at den patologiske logik fremfor at angå
hvad sjælen i sig selv måtte producere alene havde at gøre med en forstyrrelse i hjerneorganet formidling
af sjælens udtryk i henhold til det der således i stedet kunne kaldes en “transmissionsmodel”.
Hospitalspræsten N.C. DALHOFF Dalhoff gav senere i Vore sindssyge (1879) et billede på denne
formidlingsfigur der i almindlighed hørte til sindssygdommens betydningshorisont: »naar Klaveret er
forstemt, Strængene rustne og nogle sprungne, saa lad selv den dueligste Kunster spille derpaa og lad
ham have de skjønneste Melodier i sin Tanke – han vil dog ikke kunne frembringe andet end uklare
Toner og skurende Mislyd« (p. 7).
521