BIND_2_(s. 411-892)_Marius Gudmand-Høyer.pdf - OpenArchive ...

dommen, og af alle Stænder, mellem hinanden ind i disse slette Anstalter«. 1
Dertil kom påtale af at de afsindige på disse steder sjældent blev genstand for
andet end sporadisk lægeligt tilsyn, gerne grundet i almindelige somatiske følgesygdomme
og næsten aldrig i de psykiske symptomer, ligesom de indlagte
antageligvis så sjældent havde noget at beskæftige sig med at det bebrejdende
blev gjort gældende at myndighederne ikke gjorde stort andet end at lade »Patienterne
sidde hver i deres Celle og fordrive Tiden efter bedste Evne, indtil Tiden
fordrev dem«. 2 Sådan som det beviseligt også var tilfældet i de arrest- og
tugthuser der blandt andet fandtes i Viborg, Aalborg og Stege (hvoraf det sidste
allerede fra 1794 var udstyret med 12 større eller mindre celler til afsindige og
plads til 18 i forvaring), mødte de offentlige anstalter således kritik for at være
anlagt på en interneringpraksis der virkede for samfundets snarere end for de
afsindiges skyld. 3
I fællesskab med store dele af den øvrige offentlige kritik fandtes imidlertid i
professor Bergsøes oversigt over statens omsorg for de afsindige to undtagelser
fra den umiddelbare anfægtelse af forholdene hvori den slesvigske anstaltsnorm
viste sig mere positivt. Den første undtagelse angik den fynske Daareanstalt
ved Graabrødrehospitalet i Odense der ifølge professoren »endogsaa kunne
fortjene Navn af af helbredelsesanstalt«. Dette udsagn berettigede han med
en statistik der viste at ud af de 240 (126 + 114) afsindige som havde opholdt
sig der i perioden 1832-1846 var de 44 døde, de 62 stadig indlagte ved periodens
slutning, imens hele 108 (45%) igen skulle være udskrevne som helbredte.
4 Hvor Bergsøe på denne måde kunne undtage dåreanstalten i Odense fra
den almindelige kritik med direkte henvisning til de behandlingsresultater der
også i det slesvigske matrice stod som det allervæsentligste for den nye institutionaliserede
omgang med de afsindige, kunne andre endvidere lægge vægt på
hvordan »de kurative Resultater og Behandlingsmaaden« ligesom i det uden-
1 J. R. HÜBERTZ: Om Daarevæsenets Indretning i Danmark. Haandbibliothek for Læger, 16. Bind
(1843), p. 28.
2 Et udsagn fra 1845 af H. Selmer, citeret fra H. HELWEG: Sindssygevæsenets Udvikling i Danmark
(1915), pp. 60-64.
3 Cf. H. HELWEG: Sindssygevæsenets Udvikling i Danmark (1915), pp. 60-64. Mathias JOCHUMSEN:
Bidrag til belysning af de sindssyges vilkår i ældre tid ude og hjemme (Dansk Plejerforening, 1982).
4 A. F. BERGSØE: Den danske Stats Statistik (1853), bd. 4, p. 116.
441