BIND_2_(s. 411-892)_Marius Gudmand-Høyer.pdf - OpenArchive ...

At der imidlertid alligevel netop syntes at være tale om en adfærdserfaring
skyldes forudsætningsvis den mulighed der syntes at være opstået med stemningsmæssiggørelsens
psykopatologi til at oversætte eller transponere en række
af de ekspressive og objektivt iagttagelige tegn og symptomer som manikeren
præsenterede ind i det register som snarere var bygget op omkring den introspektive
og subjektive betydningslære, men uden at de som hos melankolikeren
var verbalt medierede. Det var tilsyneladende denne oversættelsesmulighed
som stemningskategorien på det aprioriske plan og iagttagelsen af den ofte forekommende
vekslen imellem de to så forskellige tilstande hos den samme patient
på det aposterioriske plan der bidrog til at maniens og melankoliens enhed
og affinitet som bipolare stemningssygdomme ikke opløstes i forlængelse
af den henholdsvis adfærds- og erfaringsmæssige forskydning. Som det fremgik
i overlæge Langes udlægning af den maniske tilstand i billedet af det såkaldte
«Flugtens Radikale«, var manien til stadighed en affektiv erfaringssygdom, såvel
til trods for den generelle tendens til at orientere sygdomsbeskrivelsen imod
det psykomotoriske eller viljesmæssige område som til trods for Langes specielle
overbevisning om at det mest kendetegnende for dette sygdomsbillede var
den elementærforstyrrelse der i den almene psykopatologi kaldes »associationspåskyndelse«
eller »idéflugt«. 1
»Ligesom ved Hæmningen«, skrev Lange i De vigtigste Sindssygdomsgrupper
i kort Omrids til sammenligning med det andet radikale som kendetegnede
melankolien, »kan man ogsaa her appellere til ethvert Menneskes større eller
ordspil. – Nogle få har mere karakter af en adfærdsmæssig vurdering: Jeg kommer let op at skændes
med folk; Jeg føler større glæde ved mit arbejde. – Nogle andre drejer sig om en selvvurdering med en
adfærdsmæssig komponent: Jeg har brug for mindre søvn; Jeg er mere energisk og aktiv; Jeg lægger
flere planer; Jeg får flere idéer, er mere kreativ; Jeg er mindre genert og tilbageholdende; Jeg begynder
hele tiden på noget nyt; Jeg kan være trættende for andre eller gå dem på nerverne. – En mindre gruppe
drejer sig alene om vurdering af sig selv (Jeg har større selvtillid; Jeg tænker hurtigere; Jeg bliver let
distraheret; Mine tanker springer fra det ene emne til det andet; Alting falder mig lettere og/eller går
hurtigere; Jeg er utålmodig og/eller bliver lettere irriteret). – Og et enkelt af de 32 spørgsmål kunne
endelig handle om stemning: Mit humør er klart bedre og mere optimistisk. – Cf. også P. BECH, E. M.
CHRISTENSEN, M. VINBERG, G. BECH-ANDERSEN & L. V. KESSING: “Psychometric validation and clinical
validity of the Minor Melancholia Mood Checklist (MMCL-32)”, Journal of Affective Disorders, 137:1-3
(2012): 79–86 der på en anden men også markant måde bekræfter tendensen ved at spejle de hypomaniske
spørgsmål til identifikation af lettere melankoliforme lidelser.
1 Fr. LANGE: De vigtigste Sindssygdomsgrupper (1894), pp. 38-40.
828