BIND_2_(s. 411-892)_Marius Gudmand-Høyer.pdf - OpenArchive ...

den partielle afsindighed angående et enkelt emne der havde været motivet bag
indførelsen af sygdommens specifikke navn og i forhold til hvilken Esquirol
primært havde behandlet den og dertil identificeret visse afarter der var mere
almindelige end andre (e.g. »monomanie érotique«, »monomanie d’ivresse«,
»monomanie incendiaire«, »monomanie homicide«). 1
Efter alt at dømme var det derfor også denne bestemmelse af monomania
som dannede udgangspunkt for Gørickes klassifikation, ligesom det forudsætningsvis
var denne version han med afsæt i Esquirols mest gennemgående karakteristik
modstillede tilfælde af melancholia hos de patienter der var indlagt
til asylbehandling: ikke fordi melankolikerne manglende at demonstrere det
partielle afsind (»le délire partiel«) som hørte til begge sygdommes definition,
men begrundet i den generelle distinktion at den begrænsede galskab forekom
enten at være ekspansiv, åben og udfarende eller at være koncentreret, indesluttet
og sammenbidt (»expansif ou concentré«), enten fornøjet, lys og lystig
eller sørgmodig, mørk og tungsindig (»gai ou triste«). Dersom det selvmord
som X fuldbyrdede som endepunktet for sit melankolske sygdomsforløb ikke i
sig selv udgjorde beviset for »et vist delirium«, hvilket netop var det udbredte
»Axiom« som Hagerup offentligt argumenterede for at ungdomsvennens tilfælde
virkningsfuldt syntes at afkræfte den almene sandhed af, kunne denne
sygelige tilstand heller ikke indlemmes under den melancholia der umiddelbart
var den gældende i oversigterne Skt. Hans Hospital i årene 1832-1861. 1
1 I den i samtiden indflydelserige og meget læste Report of the Metropolitan Commissioners in Lunacy
(1844) angående tilstanden på de britiske asyler, og som en af de få af denne slags arbejder angav
en definition af de sygdomsforer der klassificeredes ved hjælp af, defineredes således monomanien på
en lignende måde, uden nævnelse af opdelingen i et intellektuelt, instinktivt og affektivt område: »Monomania,
properly so termed, is a form of Insanity, which, from the attention given to it, might be supposed
to be of more frequent occurrence than it really is. The term is professedly given to cases in
which the intellectual faculties are unimpaired, except with relation to some particular topic. Instances,
indeed, are continually occurring in which some particular impression of a delusive and insane kind,
occupies the attention of the patient and is uppermost in his mind, but unless the power of reasoning
correctly on subjects unconnected with the illusion, is retained, the disorder is not a case of Monomania,
or “Partial Insanity.” […] A frequent illusion of Monomaniacs is, that they hold conversation with
supernatural beings. […] In most instances of Partial Insanity Melancholy connects itself with the subject
of delusion. These cases properly belong to Melancholia« (pp. 107-08). Cf. e.g. Kathleen Jones: A
History of the Mental Health Services. International Library of Social Policy Local Search Series (London,
Routledge, 1972), pp. 101-149.
1 E. HAGERUP: “Over en Selvmorder” (1801), p. 12.
625