BIND_2_(s. 411-892)_Marius Gudmand-Høyer.pdf - OpenArchive ...

Hvor monotonien i den melankoliske grublen og ringhedsfølelse syntes at
bestå deri at det samme selvfordømmende tankeindhold dukkede op igen og
igen indenfor rammerne af en tankeform der ligeledes klingede enstonigt
sammen med den tungsindige forstemning (»Monoïdeisme«), forholdt det sig
anderledes med maniens monotoni. 1 Tungsindighedens dobbelte ensformighed
skildrede Dalhoff i forbindelse med »en begavet, lovende, elskværdig Student«
der i en tilstand af svær melankoli var blevet indlagt på Skt. Hans af sin familie.
Hver gang Dalhoff havde søgt at bringe lidt trøst til den unge mand, som før
sygdommen havde været »saa livsglad og Kjæk som nogen«, havde præsten
mødt den samme beklagelse: »… “han var sin Families Sorg og Skam, ingen
holdt af ham, og hans Hjærte var ogsaa fuldstændig koldt; man kjente ham ikke
rigtig, fordi hans hele Liv havde været Forstillelse og Hykleri; men enhver, der
kjendte ham, maatte foragte ham …”«. 2 I kontakten med melankoliens »uforklarlige
Mismod« syntes alle andre følelser såvel som tanker relegeret fra en
bevidsthed der til fordel herfor evindeligt gentog det samme indhold i den
samme form (»psychisk Rumination«). 3 I maniens tilfælde var det imidlertid
ikke så meget tankeindholdet som det var selve tankeformen der i overensstemmelse
med den løftede stemning reproducerede sig selv; hver eneste tanke
og hvert eneste indfald, hvad enten det fandt sin referent i det indre eller i det
ydre, i tilfældige associationer eller i foreliggende forhold, i lydelige sammenfald
eller pludselige indskydelser, der alle kunne afspejle den maniskes storhed,
den melankoliske ringhedsforestilling modbillede, udgjorde det hvileløst bevægelige
og afvekslende materiale for den opstemte afsindigheds formgivning:
»Den Maniakalskes Storhedsforestillinger ere som skrevne i Sandet, de tegne
sig og forsvinde lige hurtigt, men de fortsætte i en evig kaleidoskopisk Vexlen af
bestandig nye Forestillinger«. 4
1 H. HØFFDING definerer i sin Psykologi (1882) »Monoïdeisme« som »Opgaaen i én Forestilling«
(p. 55).
2 N.C. DALHOFF: Bistrup (1881), p. 10.
3 N.C. DALHOFF: Vore Sindssyge (1879), p. 16. K. PONTOPPIDAN bestemmer i Den Almindelige
Diagnostik af Centralnervesystemets Sygdomme (1887) »psychisk Rumination« som det »i et væk at
vende og dreje det samme Problem« uden at »Viljen« formår at stoppe det sjælelige drøvtyggeri (p.
48).
4 Fr. LANGE: De vigtigste Sindssygdomsgrupper (1894), p. 49.
816